mandag den 1. februar 2016

Et besøg på Café Langebro

Torsdag i sidste uge besøgte jeg Café Langebro, der ligger på Islands Brygge, og for foden af Langebro. Stedet ligger kun 8-10 minutters gang fra mit arbejde, men alligevel er det et sted, jeg meget sjældent har besøgt. 

Det er egentligt ærgerligt, for det er en god og hyggelig bar. En god blanding af bodega og ølbar, og stedet bærer også præg af at blive besøgt af såvel lokale stamgæster som ølnørder – eller bare ølinteresserede. Helt nede på jorden, men med meget godt øl, kunne være en god beskrivelse af baren.

Jeg var der sammen med to tidligere kolleger fra mit arbejdes kommunikationsafdeling. Det er en del år siden, at vi arbejdede sammen, men mødes fortsat – gerne over et par øl og gode snakke om arbejde, vores tilværelse, rejser, politik og hvad der nu ellers falder for.

Vi landede 16.15, men alligevel var Langebro allerede der godt besøgt. Straks du kommer ind, mødes du af en stor bardisk. Den giver et godt udsyn til udvalget af fad- og flaskeøl, samt et imponerende udvalg af spiritus, hvor især rommen fylder godt op. 

På hanerne findes mange af de vanlige ”kendinge” – som Grimbergen, Hoegaarden, Carlsberg og Guinness. Disse faste kendinge suppleres så med ”gæsteøl”, og torsdag stødte vi blandt andet på Amager Bryghus, Mikkeller, Alesmith og Founders. Det er lidt svært at orientere sig i udvalget, da der mangler et ølkort på væggen. Men i stedet kan du hive fat i en mappe, hvor alle øllene er godt beskrevet. Og det er en hyggelig måde at orientere sig i udvalget på.

Et kig ind i baren
Selv om, at vi ”kun” koncentrerede os om fadøllet, var flaskeudvalget også meget imponerende, hvor Amager Bryghus, Evil Twin, diverse trappister og meget andet godt var at finde i køleskabene.

Undervejs fik jeg smagt Mikkeller Koppi Coffee IPA, All Day IPA fra Founders samt Ebeltoft IPA. Alle tre var vældig gode – og skilte sig godt ud på hver deres måde.

Øllet skænkes mestendels i glas fra det pågældende bryggeri – det er med til at højne oplevelsen. Betjeningen er hurtig, effektiv og imødekommende, og sidstnævnte kan også skrives om prisniveauet. 52.- for en stor fadøl. Det er billigt – også set med københavnske øjne.

Indretningen er ret hyggelig, og minder meget om de klassiske brune værtshuse, og lokalet emmer af historie. I det hjørne, vi sad i, var der spækket med gamle billeder af Langebro og området omkring.

Alt i alt et par gode og hyggelige timer i godt selskab og på en bar, der helt sikkert er et besøg værd igen.

Læs mere om Café Langebro lige her.

Skål!

Ingen kommentarer: