torsdag den 25. februar 2016

Grasque

Jeg kender ikke så meget til danske Choir Of Young Believers, men da de i efteråret 2015 udsender Jeg Ser Dig, bliver jeg fanget. Især af den nærmest triphop-lignende musik og Jannis Noya Makrigiannis melankolske og hypnotiske vokal.

Et af de absolut bedste numre fra 2015, og stilen blev fortsat på den efterfølgende single, Serious Lover.

Derfor var forventningerne til det nys udsendte album, Grasque, meget høje. 

Og efter de 5-6 gennemlytninger, jeg hidtil har haft, kan det konstateres, at de to første singler ikke var enlige svaler.

Grasque er et meget søgende album - i såvel tekst som musikalsk udtryk - hvor Makrigiannis' fjerlette stemme møder en lige så let instrumentering, der resulterer i en række følsomme, melankolske og nærværende melodier.

Musikken er meget klassisk, med afstikkere til triphop, jazz og R&B. Og afspillet i et meget tilbagelænet og afdæmpet tempo, hvilket giver sangene et nærmest nøgent strejf. 

De to førnævnte singler, Cloud Nine og Gamma Moth lyser op blandt albummets 12 skæringer, men generelt holder det et tårnhøjt niveau.

Jeg læste et sted "at albummet her er skabt til at forføre og fortrylle dets lytter i en gennemført helhedsoplevelse". Det er en meget præcis beskrivelse, for sangene griber fat i dig, og du overgiver dig til den stemning, det efterlader. 

Derfor er det også et album, der kræver tålmodighed, men får det det, åbenbarer skønheden sig. Det er melodisk, det er inderligt og det er ærligt. Og tegner mere end lovende for deres koncert på Absalon på Vesterbro 3. maj, hvor jeg vil være at finde blandt publikum.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:

Ingen kommentarer: