Jeg nævner i flæng.....
Suede har med Night Thoughts begået der hidtil bedste album siden Dog Man Star fra 1994. Et tematisk album om tab og savn, og med en smuk blanding af storladne og up-tempo numre. Et album tæt på det perfekte, og en Brett Andersson, der synger smukkere end meget længe. Et album, der står højt på listen, når årets bedste albums opgøres.
Savages gæster årets Roskilde, og med sig i bagagen har de Adore Life. Punk møder synths, energi møder nerve. Det giver en række mørke sange, der samtidig er meget fængende. Og tegner meget lovende for deres visit på Dyrskuepladsen.
På Polyester Skin fortsætter Jacob Bellens samarbejdet med Kasper Bjørke, og det er der kommet et formfuldendt album ud af, hvor synth-pop står skrevet over hele albummet. Og over de fængende synths svæver Bellens mørke, melankolske og sårbare vokal. Det bliver næsten FOR perfekt og homogent, men alligevel et album, der er på højde med Bellens' eget band, I Got You Tapes fineste stunder.
På Is the Is Are fortsætter amerikanske Diiv i sporet fra debuten med fængende melodier, der læner sig meget op af de mere melodiske øjeblikke hos New Order og The Cure. Der er skruet op for den elektroniske maskinpark, og det giver et meget helstøbt album. Under The Sun er i "heavy rotation" på P6 Beat, og det forstår man godt.
Nu skal det hele ikke være synth-pop, og såvel genopstandne Bloc Party som Mystery Jets er da også leveringsdygtige i den mere traditionelle britiske guitar-rock. Dog tilført synths! Bloc Party leverer på Hymns noget nær deres hidtil bedste album, og det tegner lovende for sommerens besøg på Northside, mens Mystery Jets skræver over musikhistorien, hvor både Roxy Music og Franz Ferdinand må være at finde blandt bandets inspirationskilder.
Jeg slutter i den mere stille ende.
Her har engelske Daughter smidt deres andet album, Not To Disappear, på gaden. Endnu en samling melankolske sange, hvor stilhed og støj mødes i smuk forening.
Tindersticks er et band, jeg fortsat tæller blandt mine favoritter, og det er fortsat tilfældet efter The Waiting Room. Stilen fra deres tidligere albums er fastholdt, hvor stille og støjende sange bliver blandet godt sammen. Men jeg bliver alligevel ikke helt fanget. Genkendelsens glæde, men også en snert af ensformighed
Disse er dog ikke de eneste, nye albums, jeg p.t. lytter til, og værd at fremhæve er også albums med Porches, Petal og især Memoryhouse.
Endelig har jeg, med en vis forsinkelse, opdaget danske ONBC og Myrkur - førstenævnte spiller elektro-pop fra den absolut øverste hylde, mens Myrkur huserer på metalscenen. Ikke en scene, jeg normalt dyrker, men hendes album, M, er meget fængende.
Og sådan fortsætter musikrejsen....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar