Et af de første amerikanske bryggerier, jeg i "tidernes morgen" - fraset Budweiser - stødte på var Avery Brewing, og det i forbindelse med en ølsmagning hos daværende Roskilde Øl i Viby Sjælland.
I dag er det meget sjældent, at jeg støder på øl fra bryggeriet, og det er en skam, for de laver noget af det bedste øl, der kan opdrives. Men det er åbenbart meget sjældent, at de danske øl-pushere kan hive noget hjem fra bryggeriet.
Men nogle gange lykkes det, så fornyligt blev det til et gensyn med The Czar, der er en imperial stout på 8,5% - i den udgave, jeg smagte. Den har tidligere været lavet helt op til mere end 12%.
Jeg huskede den som værende fyldig og tung, og det indtryk holdt stik, og den smager af mere end de "kun" 8,5%, den er på. Blandt smagsnoterne er karamel, kaffe og en smule lakrids. Det gør øllen til en rigtig nydeøl, men den vil nok også stå godt til en chokolade-dessert.
Så det var et godt gensyn, og jeg håber, at jeg fremover også vil støde på bryggeriet igen.
Øllen blev købt hos Fish & Beer på Amager.
Skål!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar