Og over de seneste par uger, har jeg fået sat hak ved Stine Pilgaards Lejlighedssange og Anne-Cathrine Riebnitzskys Forbandede Yngel.
Lejlighedssange er en beretning fra livet i en andelsboligforening, og et nålestik ned i hverdagsdanmark. Den kvindelige jeg-fortæller beretter om de mennesker, der bor i ejendommen, men også fra sin egen tilværelse. Hun bor sammen med sin kæreste, og over siderne glider de langsomt fra hinanden. Romanen er til tider rasende morsom og fabulerende, men andre gange også rodet og ligegyldig - som i de 24 "sange", der deler kapitlerne og når hun roder islandske sagaer ind i fortællingen.
Men i temaet om fællesskab, kærlighedens mange former og måder at indrette sig på, rammer hun meget skarpt - både i sin observationssans og fremragende pen. Så til trods for diverse udfald undervejs, er Lejlighedssange en fin roman, uden at være prangende.
Så var jeg straks mere begejstret for Forbandede Yngel. Jeg fik den anbefalet af en god veninde, og var fanget fra første side. Romanens hovedperson, Lisa, er på vej hjem fra udstationering i Afghanistan, og vælger at fortælle sin livshistorie til sin sidemand i flyet - en mand, hun er hemmeligt forelsket i. Og over de mere end 300 sider folder en voldsom historie sig ud. En historie om en barsk opvækst, med en psykopatisk far og en mor, som dyrker offerrollen til perfektion. Om søskende-sammenhold, der så også folder sig ud i voksenlivet, da den yngste i søskendeflokken forsøger at begå selvmord. Om længslen efter kærligheden og at kunne være sig selv i denne. Om det sammenhold, Lisa endelig finder i militæret.
Undervejs må der tages nogle dybe indåndinger og fældes en tåre. Så barske er historierne, men også fordi, at Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver slet og ret fremragende. Hun er meget konstaterende i sin skrivestil, og stiller sig i fortællerens og ikke analytikerens rolle. Og det er hun djævelsk god til, samtidig med, at hun har meget på hjerte. Og selv om fortællingen til tider er meget tragisk, er der også lys i mørket, og en tro på det gode.
Alt i alt er der tale om én af de bedste romaner, jeg har læst i mange år. Og kan derfor kun give den mine varmeste anbefalinger.
Nu er jeg så gået i gang med Morten Ramslands Sumobrødre.
Undervejs må der tages nogle dybe indåndinger og fældes en tåre. Så barske er historierne, men også fordi, at Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver slet og ret fremragende. Hun er meget konstaterende i sin skrivestil, og stiller sig i fortællerens og ikke analytikerens rolle. Og det er hun djævelsk god til, samtidig med, at hun har meget på hjerte. Og selv om fortællingen til tider er meget tragisk, er der også lys i mørket, og en tro på det gode.
Alt i alt er der tale om én af de bedste romaner, jeg har læst i mange år. Og kan derfor kun give den mine varmeste anbefalinger.
Nu er jeg så gået i gang med Morten Ramslands Sumobrødre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar