mandag den 8. juni 2015

Prairie Hop

De seneste par år har de mere humlede øl kravlet højere og højere op på min hitliste over de bedste øl, jeg har smagt - og foretrækker. Og Prairie Hop fra amerikanske Prairie Artisan Ales, som jeg smagte forleden, ændrer ikke ved dette.

Der er tale om en belgisk inspireret strong ale, der samtidig læner sig en del op af saison-øllene. Bryggeriet har så puttet en gevaldig omgang humle i den, der gør øllen ganske bitter og tør. Men der er fin balance mellem saison-sødmen og så det humlede. Og bare allerede ved at dufte til den, ved du, at der her er tale om en meget humlet øl.

Blandt smagsnoterne findes selvfølgelig humle, men også tropiske frugter og citrus.

Alt i alt giver det en meget spændende smagsoplevelse, og med en øl, der bør nydes uden ledsagelse af mad. Og det er helt sikkert, at der ryger flere øl fra Prarie ned i kurven, skulle jeg igen støde på bryggeriet.

Øllen blev købt i Ølbutikken i Istedgade, København.

Skål!

Ingen kommentarer: