Sommeren er over os, og på samme tid sidste år, begyndte jeg her på bloggen et hvedeølstema - for hvedeøllen er netop en rigtig sommerøl. Temaet fortsætter ikke i år, men jeg vil fra tid til anden skrive lidt om de hvedeøl, jeg smager over sommeren.
Jeg lægger ud med Weizen Cuvee fra tyske Duckstein. Et bryggeri, der har en nærmest mytisk klang - i hvert fald her på matriklen. Sammen med mine rejsefæller på diverse fodboldture, Per og Preben, "jagter" vi nemlig altid bryggeriet, når vi er i Tyskland. Ikke, at det laver det absolut bedste øl fra den kant, men øllet fås kun nogle få steder i det nordtyske, og det er jo altid interessant at smage øl, der ikke kan erhverves alle steder.
Weizen Cuvee er en klassisk hvedeøl. Meget frisk i smagen, og kan snildt gå som både en nydeøl og en tørstslukker. Blandt smagsnoterne finder man citrusfrugter og karamel, og for en hvedeøl er den ganske maltet i smagen. Det gør den også en smule sødlig, men dog uden at blive sukret.
Smagen bliver dog i længden en smule anonym, men alligevel en øl, jeg gerne går tilbage til.
Øllen blev købt under en fodboldtur til Kiel i februar.
Skål!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar