torsdag den 2. oktober 2014

Camomile Dubbel

Fra tid til anden sender det Carlsberg-baserede Jacobsen, og som supplement til deres fast sortiment, nogle såkaldte limited editions på markedet. Og for et par uger siden, stødte jeg på én af disse i den lokale Føtex (de plejer vist ellers kun at være tilgængelige nogle ganske få steder), nemlig deres Camomile Dubbel.

Og lad det være sagt med det samme - de 99.-, øllen kostede stod ikke mål med oplevelsen og havde været givet bedre ud på mange andre øl.

Når det så er sagt, var det ikke en udpræget dårlig smagsoplevelse. Der er tilsat kamilleblomst, hvilket gav øllen en krydret og bitter eftersmag, men også med brændte smagsnoter. De 7,5%, øllen holder, gør den rimelig fyldig, men også let i smagen. På etiketten hedder det, at den er velegnet til krydrede simreretter. Det prøvede jeg dog ikke, men er sikker på, at den vil gå godt sammen med mange af efterårets og vinterens mere tunge retter.

Jeg købte to flasker af den, og den anden får lov til at lagre et par år, så jeg er allerede nu spændt på, hvordan den vil udvikle sig.

Skål!

2 kommentarer:

Leif Mortensen sagde ...

En fugl Føniks. Det er hvad den øl er. Den var til at få på Carlsberg i 2006, men kom aldrig ud på markedet. Mange Ringsted-medlemmer af Danske Øl-entusiaster har mindelser om dette besøg.
Den skyhøje pris taget i betragtning, må det ses som et forsøg på at hype en - efter min hukommelse - noget ligegyldig øl.

Søren Nielsen sagde ...

Leif, du husker ganske korrekt - den var noget ligegyldig, og de 2 gange 99.- kunne have været brugt betydeligt bedre