FFS

For et par måneder udsendte FFS deres selvbetitlede soloalbum. FFS er et samarbejde mellem skotske Franz Ferdinand og amerikanske Sparks. 

Sidstnævnte kender jeg ikke meget til, mens Franz Ferdinand er blevet lyttet meget her på matriklen, hvor deres evne til at trække indie-rocken ud af den surmulende skygge og ind på dansegulvet har vakt begejstring. 

Deres seneste albums har været af meget af svingende karakter, mens den selvbetitlede debut og efterfølgeren, You Could Have It So Much Better, fortsat står højt på min liste over gode albums.

Men noget tyder på, at samarbejdet med Sparks, har givet bandet ny energi og nyt mod, for der er tale om et album af meget høj kvalitet. 

Musikalsk er der skruet gevaldigt op for den elektroniske maskinpark, og nogle gange grænsende til det svulstige, men også satans ørehængende. Vokalen deles ligelig mellem Kapranos fra FF og Russell Mael fra S, og de supplerer hinanden vældigt godt.

Personligt synes jeg, at albummet er bedst, når det ligger op af opdateringer af Franz Ferdinands gennembrudshit, Take me out, mens det andre gange er lige ved at lande i kurven fra Queens overskudslager.

Alt i alt er der tale om et meget fint album, der måske falder ud hist og her, men samtidig understreger, at projektet har sin berettigelse. Og at Franz Ferdinand fortsat er i live, så at sige.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet: