fredag den 10. maj 2013

Velkommen til, David Moyes

Knapt et døgn efter, at Sir Alex Ferguson havde meldt sin afsked som træner i én af verdens største fodboldklubber, var afløseren klar, nemlig den nuværende træner i Everton, David Moyes. 

For mig at se, er ansættelsen af Moyes den logiske og rigtige beslutning, og derfor er jeg også ganske enig i dette fine blog-indlæg, skrevet af Kenneth Nielsen til det danske Manchester United-site, Old Trafford.dk.

På den engelsksprogede fanblog, Red Mancunian, argumenter Mark Nevin også på fineste vis, hvorfor Moyes er det rigtige valg.

At klubben giver ham en kontrakt på 6 år, og at han er blevet direkte anbefalet af Ferguson og en anden United-legende, Sir Bobby Charlton, siger vist også alt om det rigtige i det valg!

I forbindelse med ansættelsen, var flere kritikere - primært fra pressen og modstanderholdenes fans - ude at pege på, at David Moyes' pokalskab er gabende tomt, men dertil kan man blot spørge om, hvor mange titler Pepe Guardiola havde hentet som træner, da han overtog trænerposten i Barcelona. Svaret er ingen. 

Andre har også peget på, at Everton generelt har klaret sig dårligt mod de hold, United kæmper om mesterskabet med. Hertil glemmer man at have in mente, hvilket spillermateriale og budget, han havde til rådighed i Everton. Jævnfør denne statistik har Everton i perioden 2003 til dato - stort set den tid, Moyes stod i spidsen for klubben - købt for 131 millioner pund. Til sammenligning har Chelsea købt for 704 millioner, City for 605 og Liverpool for 440. Så en større perspektivering må være på sin plads inden, at man smider rundt med sin kritik.

Hvorom alting er, er jeg meget fortrøstningsfuld, og ønsker ham alt mulig held og lykke i Manchester United.

Manchester United - Pride of the north!

Ingen kommentarer: