Mine yndlingsspillere i Manchester United

For en måned tids siden begyndte jeg at følge kontoen Utd Before Fergie på Twitter. Som navnet måske indikerer, twittes der hovedsageligt om Manchester United fra før, at Sir Alex Ferguson tog over og ledte holdet ind i en ny, succesrig æra. For der var naturligvis også en tid før ham. En tid, hvor sæsonen var slut allerede efter to-tre spillerunder, hvor man troede "nu ville United for alvor udfordre Liverpool", hvor stjerner blev hentet ind, for at falde direkte igennem med videre.

Og som fodboldfans har vi det med at dyrke succeserne såvel som fiaskoerne - faktisk kan vi ofte godt lide at svælge i sidstnævnte - og derfor er Utd Before Fergie et godt sted at gå hen, for her bliver der revet op i alting, og hangen til det nostalgiske kan foldes ud i fuld flor.

Der skrives om mange af de gamle helte, og et yndet, tilbagevendende emne er, hvem der var ens yndlingsspillere "dengang".

Hvordan det hele begyndte for mit vedkommende har jeg skrevet om lige her, og nedenfor er min liste over absolutte yndlingsspillere fra 1977 og frem til i dag:

1977-1983 - Steve Coppell. Han var ikke den bedste spiller på holdet, men han blev min første sådan rigtige yndlingsspiller - overhovedet. Hans foretrukne plads var højre kanten, hvor han leverede en imponerende arbejdsindsats. En klassisk kant, der løb op og ned af sidelinjen, med kridt på støvlerne. Spillede med nummer 7 på ryggen.

1983-1994 - Bryan Robson. Da Coppells knæ ikke kan længere tager Bryan Robson over, som yndlingsspiller. Han var kommet til klubben i 1981, og var gennem sine 13 år i klubben en arbejdsmand af rang. Og kunne have været blevet én af de helt store stjerner, havde spillerne omkring ham haft bare nogenlunde samme niveau. En stor leder, som hver gang ofrede sig for holdet. Spillede med nummer 7 på ryggen.

1994-1997 - Eric Cantona. King Eric kommer til klubben i 1992, og da Robsons sæsoner mere og mere bliver plaget af skader, tager Cantona over som anfører. Cantona er i mine øjne den bedste spiller, der nogensinde har spillet for United - i min tid. Han var, om nogen, den spiller, der forløste det unge United-mandskabs store potentiale og var dimensionerende for den måde, holdet spillede på de næste mange, mange år. En leder på banen, men fremragende overblik og en gudsbenådet teknik. Spillede med nummer 7 på ryggen.

1997-2005 - Roy Keane. Da Cantona pludselig stopper karrieren i 1997 tager Roy Keane over som anfører - og som min yndlingsspiller. Keane kommer til klubben i 1993, og udvikler sig hurtigt til en samlende figur på den centrale midtbane. Keane kombinerer Cantonas lederegenskaber og overblik med Robsons arbejdsraseri, og har samtidig Sir Alex Fergusons ærgerrighed og vilje til sejr. I min optik den ultimative leder, og af nutidens spillere matches han kun af Bayern Münchens Bastian Schweinsteiger.

2005-i dag - Wayne Rooney. Keanes sidste år i klubben bliver præget af, at han falder i unåde hos klubledelsen og Sir Alex. Og da han forlader klubben, tager Wayne Rooney, der var kommet til klubben året forinden, over på min liste. Foruden at score mål på samlebånd, er Rooney kendetegnet ved et arbejdsraseri, hvor han stort set hver gang ofrer sig for holdet. I de senere sæsoner har han udviklet sig i retning af Cantona, som den, der leder og fordeler spillet, med stort overblik og blændende teknik. 

I den sæson, der netop er slut, faldt Rooney lidt i unåde hos Sir Alex, og der går p.t. mange rygter om et klubskifte. Jeg håber, at han bliver, for han er en blændende fodboldspiller, med stor betydning for holdet. Men skulle et klubskifte ske, vil oplagte arvtagere - som min yndlingsspiller i United - være Phil Jones eller Tom Cleverly. Lidt trivielt, men igen to spillere, der er kendetegnet ved at være hårdtarbejdende og som ofrer sig for holdet. Det er nu en gang den type fodboldspillere, jeg foretrækker, om end jeg godt forstår dem, der falder i svime over de mere brillante og flamboyante typer, men jeg er af dem gammeldags skole, der mener, at fodbold også er et spørgsmål om at give den én over frakken!