Fodbold som i gamle dage

Nu er jeg et gammelt røvhul, der mener, at alting - eller i hvert fald mange ting - var bedre i gamle dage. Men jeg ved også, at det ikke giver nogen mening at stoppe udviklingen - heller ikke i fodboldens verden. Og jeg indrømmer gerne, at der i dag spilles bedre og smukkere fodbold end da jeg i 70'erne kastede min kærlighed på Tipslørdag og fodbold generelt. Niveauet i spillet og hos spillerne er langt højere end dengang og tempoet langt mere hæsblæsende - på den gode måde.

Men på mange områder savner jeg de gode, gamle dage. Især fordi, at dagens fodbold er præget af

• overbetalte fodboldspillere, der går mere op i deres udseende, biler og kvinder end det, de leverer på banen
• skuespil og tudeprinser, der falder døde om, bare deres snørrebånd bliver snittet minimalt af en modstander, og især når det sker i modstandernes straffesparksfelt
• konstant påvirkning af dommerne, hvor samtlige på banen og udskiftningsbænken agerer dommerstand
• en generel manglende respekt for dommerne
• skandaler på og udenfor banen. Bevares, der var også "dengang" særprægede personligheder, der var gode for en skandale eller to, men i dag er det mere reglen end undtagelsen
• spillere med særprægede frisurer, tatoveringer og kulørte fodboldstøvler. Kortklippet hår og sorte støvler er i dag håbløst umoderne!
• rigmænd, der bruger fodboldklubber som Manchester City, Chelsea og Paris Saint Germain som legetøj

Og derfor savner jeg den tid, hvor der blev tacklet igennem, hvor spillerne ikke døde af at få mudder på knæene, hvor det at spille fodbold var et spørgsmål om at give den én over frakken (for nu at bruge Søren Lerbys udtryk), hvor fodboldstøvlerne var sorte og hvor bolden ofte fik et befriende spark ud af kommunen frem for det kedsommelige Barcelona-nipseri og hvor spillerne havde respekt for hinanden, trænere, dommerne og ikke mindst tilskuerne. Og en tid, hvor lønninger, salgspriser og billetpriser ikke var løbet fuldstændig løbsk.

Sidst, men ikke mindst, savner jeg spillere som eksempelvis Manchester United-legenden, Roy Keane. En spiller, der gik lige til stregen - og nogle gange langt over den - men som hver gang døde med støvlerne på, som flåede sig selv og holdkammeraterne op ved hårrødderne og som udviste stor foragt for de spillere, der ikke leverede 150% hver gang.

Men måske det bare er mig.....