På mandag spilles sidste runde i årets Superliga. Eneste spændingsmoment er p.t. nedrykningskampen, for mesterskabet blev allerede afgjort i 4. sidste spillerunde.
Her fik FC København revanceret sig for sidste år, og sikrede sig sit 10. mesterskab, og det 9. på 13 sæsoner. En imponerende stime, der i øvrigt også betyder, at holdet nu står lige med Brøndby - når det gælder danske mesterskaber!
Mesterskabet bør først og fremmest tilskrives træneren, Ariel Jacobs. Han kom til efter et, mildt sagt, miserabelt år, men holdte alligevel truppen stort set intakt. Et par nye kom til, mens klubbens store stjerne, Dame N'Doye, blev skibet af sted. Mange frygtede, at dette ville blive et stort tab - det blev ikke tilfældet. I stedet formåede Jacobs at få holdet til at fungere som én enhed og forløse de enkelte spilleres potentiale. Bedst eksemplificeret ved Thomas "TK" Kristensen, der efter flere års tilløb, pludselig fik sit helt store gennembrud. Kan Jacobs holde fast i den udvikling og retning, FCK har taget det seneste år, kan han blive den bedste træner, klubben har haft, hvor resultater, spillerudvikling og en offensiv spillestil går hånd-i-hånd.
Væsentligt for triumfen er også tilgangen af Nicolaj Jørgensen og kometen Andreas Cornelius. Førstnævnte kom til på udlån fra Bayer Leverkusen, og jeg havde ingen anelse om, hvem han var. Sidstnævnte så vi en enkel gang eller to sidste forår, og her var indtrykket "endnu en tonser-angriber". Jørgensen var stærkt medvirkende til FCK's meget stærke efterår, mens Cornelius har scoret mål på samlebånd og det på en fortsat stigende formkurve. Begge er, set udefra, meget gode eksempler på Jacobs' evne til at udvikle sine spillere.
Endeligt bør forsvaret fremhæves. Johan Wiland har i målet været en sikker skanse, og har han været ude, har Kim Christensen været en meget effen afløser. Medvirkende til dette er nok også, at firebackkæden foran dem måske er den bedste, FCK hidtil har haft - set som en helhed. Lars Jacobsen har på højre back fundet sin 3. ungdom, mens Pierre Bengtson, Kris Stadsgaard og Ragnar Sigurdsson bare er blevet bedre og bedre, som sæsonen er skredet fremad. Og samtidig har de potentiale til at blive endnu bedre. Backerne har været stærke såvel defensivt som offensivt, mens Stadsgaard og Sigurdsson har lukket effektivt af. I øvrigt ligner Stadsgaard mere og mere en kommende leder på holdet.
Akilleshælen har været den centrale midtbane, hvor præstationerne har svinget for meget. Nok fandt TK i efteråret sin anden ungdom, ligesom Claudemir her i foråret er begyndt at vise nogle af de gode takter fra sin første sæson, hvor hans samarbejde med William Kvist var forbilledligt. Men den centrale midtbane har ikke siddet på kampene, og set udefra, er det indtrykket, at Jacobs har kæmpet meget med at finde den rette formel. Mit eget bud, som mandagstræner!, på en mere permanent løsning - med den nuværende trup - er at ofre Claudemir og så bruge Thomas Delaney noget mere. Delaney har arbejdshestens dyder samtidig med, at han er stærk teknisk.
Efter sommerferien venter så Champions League, hvor FCK går direkte ind i gruppespillet. Det betyder også, at næppe mange spillere søger væk og at ledelsen vil forsøge at holde fast i grundstammen. Marginalspillerne Sölvi Ottesen og Martin Vingaard bliver nok solgt, ligesom en Cesar Santin bør blive det, da han intet har vist de seneste par sæsoner.
Men et par forstærkninger kommer der nok til, og her bør den centrale midtbane, højre midtbane og så angrebet prioriteres. FC Midtjyllands stærke svensker, Petter Andersson, rygtes kraftigt til klubben, ligesom Aab's Thomas Helenius kunne være et oplagt mål. Et andet kunne være min "gamle" favorit, den tidligere Aab'er Thomas Enevoldson, der i dag spiller i Belgien. Rygterne om William Kvist, Christian Poulsen og Nicklas Bendtner ser jeg intet hold i. Kvist vender næppe, på den korte bane, tilbage til dansk fodbold, ligesom det er tvivlsomt, hvor meget de to andre vil kunne tilføre FCK, kvalitativt set. Også set i lyset af den retning, Jacobs har udstukket, med endnu større brug af egen avl og unge talenter.
Tillykke med den 10. mesterskab. FORZA FCK
Ingen kommentarer:
Send en kommentar