For en måned tids siden døde journalisten, musikanmelderen med mere Torben Bille, og det i en alder af blot 64 år.
Første gang, jeg støder på Torben Bille er i midten af 80'erne, hvor han blandt andet skriver for det nu hedengangne musikmagasin, MM. Sidenhen stødte jeg på ham i diverse aviser, men det er først de senere år, at jeg har fulgt hans skriverier rigtigt tæt, og det via hans meget fine blog, Midt i en beattid. Her er der et væld af anmeldelser, portrætter, baggrundsartikler med videre, og da Bille skrev med stort vid og bid, er bloggen en sand guldgrube.
Men foruden nogle gode læseoplevelser, kan jeg også takke Bille for, at han for alvor ledte mig hen til den amerikanske duo, The Carpenters, der huserede i især 70'erne. Og det skete via en artikel i et andet hedengangent musikmagasin, Blender, hvor han portrætterede dem og skrev om sin egen begejstring for dem op gennem 70'erne. En tid, hvor Carpenters, i lighed med Abba, var et udtryk for dårlig smag. En kernesætning i artiklen var denne: "De sange reddede mig nemlig fra pseudointellektualismens sene, seje død". Den læner jeg mig ofte op af, når musik og diskussionerne herom bliver for fortænkte og selvforherligende. Og når jeg lytter til den gode popmusik, jeg fortsat sætter stor pris på.
Selv støder jeg på på bandet i midten af 70'erne - vel sagtens ved radiolytning på min søsters værelse. Og på et af de første kassettebånd, jeg optager til mig selv, var Yesterday once more én af de foretrukne sammen med sange med Sweet, Suzy Quatro og Gilbert O'Sullivan.
Op gennem 80'erne går bandet, hos mig, lidt i glemslen, men fanger igen min interesse via især Billes artikel, men også via hyldestalbummet If I were a carpenter fra 1994, hvor nogle af datidens helte, Cranberries og Grant Lee Buffalo, bidrager med fine versioner af Carpenters bedste øjeblikke. I samme periode oplever jeg også, at Martin Hall til en koncert giver en meget fin version af Carpenters-sangen Solitaire.
Bandet er i dag et af dem, jeg ofte vender tilbage til, og jeg nærer stor begejstring for mange af deres sange. Musikken er ofte Easy listening - hvilket her på matriklen ikke opfattes som noget negativt! - med smukke arrangementer, nogle gange grænsende til det kliniske og overproducerede, og så sang nu afdøde Karen Carpenter, som havde englene taget bo i hende. Én af de største kvindestemmer, popverdenen har oplevet, og den ensomhed, længsel og tab, deres sange ofte kredsede om, var i hendes stemme. Og det suppleret med nogle perfekte harmonier med broderen, Richard Carpenter.
Jeg kender ikke alle deres albums, og min egen lytning kredser hovedsageligt om diverse opsamlinger. Det er så også rigeligt, og i øvrigt et godt sted at begynde, for de deciderede guldgruber.
Lad mig runde af med tre favoritter fra deres hånd og ånd:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar