Selv siger jeg farvel i Malmö, Aarhus og København, og det bliver meget vemodigt. For har jeg ét yndlingsband, så bliver det Kent. De har ramt mig med deres tone, lyd, musik og tekster, og er det band, jeg har lyttet mest til de seneste 15 år.
Her på bloggen siger jeg også farvel, og jeg begynder der, hvor det hele begyndte.
I 1997 kører jeg pengetransport i Post Danmark, og den eneste underholdning på turene rundt på Sjælland og Lolland-Falster, er radioen, hvor Tæskeholdet og Strax hitter. Jeg har givetvis tidligere hørt nogle af bandets sange, men uden at tage megen notits af dem. En dag brager Om Du Var Här ud gennem bilens højtaler, og den følgende tid, bliver den spillet meget. En dag gæster de Jesper Bæhrenz i programmet ”Med et Z", og jeg må holde stille på turen - for at høre interviewet og sangen blive spillet live.
Om det er samme dag eller nogle dage senere, husker jeg ikke, men albummet Isola bliver hentet i den lokale TP Marked. Førnævnte sang samt Livräddaren, Saker Man Ser og 747, sætter sig straks fast. Men jeg blæses ikke omkuld. Nok har de det "rigtige" image med sort tøj og solbriller, men alligevel ligger de et stykke fra den sortklædte surmulerkult, jeg hylder meget på det tidspunkt.
Og de glider langsomt ud i glemslen, men to år senere, er de tilbage, og bliver der. For altid. For med albummet Hagnesta Hill sætter de sig fast i mit hoved, min sjæl og mit hjerte, og lægger for alvor den tone, der følger dem frem til i dag. Mørkt, melankolsk og melodisk, og en sang som Kevlarsjäl står fortsat som et af bandets absolut bedste øjeblikke.
Året efter - 2000 - oplever jeg dem første gang live. På årets Roskilde. Det kanter jeg i det næste farvelindlæg.
Jeg runder af med sangen, der startede det hele:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar