Nærmest vanen tro kaster diverse årslister nye musikopdagelser og -oplevelser af sig, og over de seneste uger har jeg samlet op på nogle af de navne, jeg primært har noteret fra årslisterne fra musik-sites som Pitchfork, Gaffa og Drowned in sound, samt Jens Unmacks fine blog.
Den øvelse plejer at kaste nogle skæverter af sig, hvor jeg tænker "hvorfor landede lige den udgivelse så højt på listen", men det har ikke været tilfældet denne gang. Faktisk ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lidt tidligere var faldet over dem, men bedre sent end aldrig!
I 2014 overså jeg Taylor Swifts himmelske 1989. I 2015 overså jeg Carly Rae Jepsens pop-drøn, Emotion. Væg-til-væg ørehængere, og hvor hun formår at variere pop-formlen så meget, at albummet fremstår vitalt og homogent - og ingenlunde ensformigt. Der trækkes på inspiration fra 90'erne, og undervejs titter både førnævnte Taylor Swift og Robyn frem.
Danske Virgin Suicide har Sune Wagner i producerstolen. Det burde have været nok til, at de havde fanget min opmærksomhed ved udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum. Men nej - det har de så nu. Klassisk indie-pop, med fokus på melodien. Og visse steder ikke ulig Gangway og The Smiths.
Jeg bliver i den poppede afdeling, hvor Chvrches giver en opvisning i synth-pop på Every Open Eye. Crystal Castles møder Saint Etienne, og det er der kommet et meget fængende album ud af, og som går durkt i såvel dansesko som hjertekule.
Det var de tre albums, der fangede mig mest, men 2015-albums fra Julia Holter, Sufjan Stevens og Kathryn Joseph er også værd at fremhæve. Tre stille albums, der kryber ind under huden, men p.t. er jeg vist mest i humør til glade, up-tempo albums.
Og sådan kan musikrejsen så fortsætte.
Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert af de tre ovennævnte albums:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar