Low er ét af de bands, jeg sætter meget højt, men har desværre ikke oplevet dem så mange gerne live. Det er en skam, for de er også fantastiske på en livescene.
Kl. 22.00 gik de på scenen, og de følgende 90 minutter fik vi en tur gennem især det nye album, men også med fine afstikkere til deres bugnende bagkatalog.
På såvel plade som live er bandets absolutte omdrejningspunkter ægteparret Alan Sparhawk på guitar og Mimi Parker på trommer. Deres vokalharmonier er bandets største styrke, og i Lille Vega fik vi en smuk opvisning i den, hvor gåsehuden tittede frem, mens sangene greb ud efter hjertet.
Det hele sat op meget minimalistisk, såvel musik som lyssætning, hvor sangene langsomt blev bygget op. Nogle endte i en stille hvisken, andre i et støjende skrig. Det gav nogle til tider magiske og højtidelige øjeblikke, men blev også visse steder FOR ensformigt og stillestående, og jeg kunne godt have ønsket, at bandet havde udfordret formlen lidt mere. Måske ved spille flere up-tempo numre eller lægge mere vægt på de støjende og larmende numre.
Men sang og musik blev afleveret på gribende vis, og det var helt tydeligt, at bandet nød at stå på scenen og spille deres sange. Det kvitterede et Lille Vega fyldt til randen med intens lytten under numrene og varme klap og pift mellem dem.
Alt i alt en god måde at spille efteråret ind på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar