1989

Et af sidste års absolut bedste albums var - i min optik - Taylor Swifts 1989. Et fremragende popalbum, med væg-til-væg ørehængere. Og med mangt en uopslidelig melodi.

Det er nogle steder omtalt, som værende sterilt. Det er jeg ikke enig i, og Swift formår at give kød og blod til det break-up album, 1989 også er.

Albummet er nu blevet genindspillet i sin helhed af Ryan Adams. En kunstner, jeg aldrig har lyttet, men kun hørt positivt om. Men da jeg, som nævnt, er begejstret for originalen, skulle det have en chance. 

Og Adams formår, mere eller mindre, at gøre albummet endnu bedre. Han formår at give sangene mere kant, nærhed og varme, og får skabt et nærværende og indtrængende album. Jeg har flere steder set, at tonen på albummet skulle være inspireret af Bruce Springsteen og The Smiths, og den vurdering er jeg ikke uenig i.

Det melankolske tema er i fuldt flor, og du skal være lavet af sten, hvis du efter lytningen sidder umærket tilbage. Swifts sange om det, der var godt og fint, men som ikke er mere, kommer også i Adams' lydbillede til deres ret, og kryber helt ind under huden - og griber ud efter hjertet. Og i mit tilfælde måtte jeg tage mig selv i at sidde med gåsehud og med tårer i øjenkrogen, da jeg sad i toget og havde de første lytninger. 

Det er svært at fremhæve nogle sange på bekostning af andre, men Welcome to New York, Out Of The Woods, All You Had To Do Was Stay og This Love må siges at være højdepunkterne blandt mange.

Måske 1989 ender med at blive et af årets bedste albums i såvel 2014 som 2015.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet: