Som jeg skrev lige her, gennemtærskede jeg for nogle år siden det meste af Jens Christian Grøndahls forfatterskab. Siden har jeg fulgt op på hans efterfølgende bøger. Senest Jernporten, hvor sidste side blev vendt for nogle dage siden.
Omdrejningspunktet er en navneløs jeg-fortæller, hvor vi følger ham gennem nogle nedslag i hans liv - fra ungdom til hans 60 års fødselsdag.
Gennem hele hans liv har kvinder sat sit præg på ham - mor, kæreste, kone, datter og elskerinder. Alligevel nyder han livet mest, når han er alene, og vælger "til sidst" at leve sit liv alene; bo bag jernporten og betragte livet gennem den - og den kunst, han skatter meget højt. Et stille liv, men alligevel med et levet liv bag sig, og en fortsat følelse af at være i live.
Person- og miljøbeskrivelserne er meget vedkommende og nærværende, og de er formuleret med Grøndahls sædvanlige flotte sans for det danske sprog.
Selvom temaet er lidt for velkendt Grøndahlsk - om modne mennesker, der gerne vil livet, men alligevel ikke helt finder og vil det, stormomsust kærlighed og store følelser med videre - blev jeg grebet af hans historie og hans evne til at gøre fortælleren levende - hvad enten, der var tale om den unge eller lidt ældre udgave.
Alt i alt endnu en gang en fin roman og en god læseoplevelse fra Jens Christian Grøndahl.
Nu er jeg så gået i gang med Benn Q. Holms Manden i glasset, men det er endnu for tidligt at "fælde dom" over den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar