Mandag aften gæstede amerikanske Interpol Store Vega, hvor jeg også var at finde blandt publikum. Og det med endog meget store forventninger. Både fordi, at deres seneste album er fremragende og fordi, at de på sidste års Roskilde leverede det års bedste koncert.
Måske var forventningerne FOR store, for undervejs stod jeg konstant og sammenlignede koncerten med den på Roskilde. Og faktum er nemlig, at Interpol ikke nåede helt samme niveau. Måske det hang sammen med, at hovedvægten den gang lå på deres tidlige materiale, mens den denne gang, meget naturligt, lå på deres seneste og i øvrigt fine album, El Pintor. De har bare ikke samme niveau som højdepunkterne på bandets to første albums.
Så for mit vedkommende blev koncerten aldrig helt forløst, men alligevel var det med stor tilfredshed i kroppen, at jeg 90 minutter efter, at de gik på scenen forlod Store Vega. For bandet gjorde deres bedste for at lade sangene finde deres form og komme ud over scenen. Forsangeren, Paul Banks, var det naturlige midtpunkt, men jeg var også meget imponeret over Daniel Kesslers arbejde på guitaren.
Og især anden halvdel af koncerten blev et stort triumftog, hvor vi fik fine sange som Take you on a cruise, NYC, Stella was a diver and she was always down og Untitled. Tidligere i sættet fik vi en magisk version af Rest my chemistry. Af sangene var det seneste album stod My blue supreme og My desire bedst distancen, men aftenens udgave af den ellers mere end glimrende All the rage back home faldt meget igennem.
Men alt i alt en glimrende koncert, der lander på 5 ud af 6 stjerner. Dermed er min egen oplevelse på linje med den her Gaffa-anmeldelse.
Mange tak til Interpol for en stor koncertoplevelse. Mange tak til Per, Frank, Peter og Lotte for godt og hyggeligt selskab.
Næste koncert bliver for mit vedkommende 7. marts, hvor Love Shop spiller op og ud i netop Store Vega.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar