torsdag den 19. februar 2015

Nyt fra Björk og Belle & Sebastian

I januar måned udsendte såvel Belle and Sebastian som Björk nye albums, og dem har jeg nu fået lyttet en del til.

Girls in peacetime want to dance er det niende studiealbum fra Belle and Sebastian. Her bryder de fem års pause, men inspirationen fra tresser-poppen er fortsat intakt. Det akustiske udtryk er så på deres nye album blevet udvidet med et mere poppet og elektronisk. Det giver et meget alsidigt album, hvor der både er sange til danseskoene og den stille eftertænksomhed. Samtidig understreger frontfiguren, Stuart Murdoch, at han fortsat er en eminent sangskriver og tekstforfatter.

Men trods alsidigheden bliver albummet aldrig helt forløst, hvor du sidder tilbage med en fornemmelse af, at lige det sidste mangler. Der er ingen dårlige sange på albummet, men heller ikke nogen, der løfter taget. Men sange som Nobody's empire, Perfect couples, Book of you og Today er med til at løfte albummet op.

Manglende forløsning er der ikke tale om på Vulnicura, der er det niende studiealbum fra Björk. Albummet skulle først have været udsendt til marts, men blev lækket på nettet, og derfor udgav hun straks en iTunes-version af det.

Albummets ni sange kredser om et smertefuldt brud og det knuste hjertes helingsproces. I centrum står Björks karakteristiske stemme, og den og de meget personlige tekster bliver bakket op elektroniske rytmer og strygere. Resultatet er et gribende smukt og gåsehudsfremkaldende album, og står, for mit vedkommende, som et af hendes absolutte hovedværker - sammen med Vespertine fra 2001. Især Stonemilker og Black lake er noget af det bedste, hun nogensinde har lavet.

Alt i alt to meget fine albums, og 2015 tegner derfor allerede til at blive et mere end glimrende musikår. Og der vil ikke komme nogen klager fra mig, skulle Björk og/eller Belle and Sebastian lande på plakaten for årets Roskilde.

Jeg runder af med en smagsprøve fra Belle and Sebastian - det har ikke været muligt at finde én fra Björk-albummet på Youtube:

 

Ingen kommentarer: