fredag den 28. november 2014

Godt øl i New York

Mit tilbageblik på min ferie i New York slutter med nogle af de gode øloplevelser, jeg også havde i byen. For ja, New York byder ikke kun på mange, mange seværdigheder og masser af muligheder for sightseeing, men også mange gode ølsteder.

Jeg havde inden afrejsen plottet en del ind på kortet - dels med inspiration fra Ratebeer, dels via gode tips fra Susanne Berthelsen. Og det kom der nogle virkelig gode og spændende øloplevelser ud af, men USA var, om nogen, også foregangslandet for den nye ølbølge.


Desværre ligger der ikke så mange spændende bryggerier i nærheden af Manhattan, men det råder mangt en god ølbar så bod på.

Baren byder på 74 haner, hvorfra der skænkes især amerikansk øl op, men også tysk, belgisk, japansk med videre, og umiddelbart kun i den ypperlige ende af skalaen. Der var også to haner med cask. Jeg var der fredag aften, og her var baren meget overrendt, men personalet havde tid til kunderne og til at tale om øllet. Der var også et stort udvalg af whiskey, men den vej gik jeg ikke.

Foruden det fremragende øl og den gode betjening, virker baren også meget imødekommende og hyggelig. Måske én af de fedeste ølbarer, jeg har været på - overhovedet.

I love you with my stout fra Evil Twin
 - nydt hos Tørst
Tørst
En dansk bar i New York, nærmere bestemt Williamsburg. Bagmanden er bryggeren bag Evil Twin, der er bror til Mikkeller-manden. Baren er skandinavisk indrettet og har også skandinavisk mad på menuen, men den sprang jeg over.

Der bydes på 21 haner og et vanvittigt flaske-udvalg, og med en lang række bryggerier, jeg end ikke har hørt omtalt. Øllet skænkes i egne glas - i tre forskellige størrelser og til yderst rimelige priser - mellem 30 og 50 kroner. Baren var lørdag eftermiddag meget velbesøgt, og betjeningen var imødekommende og vidende, og med et glimt i øjet.

Et meget spændende sted, der kun kan gives de varmeste anbefalinger.

Spuyten Duyvil
I Williamsburg ligger også Spuyten Duyvil. En rigtig hipster bar, med ganske få, men vist med udsøgt hånd udvalgte øl på fad. Der var også en del spændende øl på flaske, men i den dyrere ende. Baren fungerede også som vinbar - uden, at jeg skal udtale mig om kvaliteten. Nok mere et gå-i-byen-sted, absolut turen værd.

I det italienske madmekka, Eataly, ligger La Birreria på øverste etage. Foruden lækker mad, hvor øl er en vigtig ingrediens, byder stedet også på et spændende ølkort. Primært italiensk og amerikansk, herunder eget bryg. Jeg smagte blandet andet deres Barista. En cask stout på 6%, som smagte himmelsk.

Betjeningen var også i top, og det var let at orientere sig i deres udvalg.

Et kig ind i McSorley's Old Ale House
Mcsorley's Old Ale House
Måske det fedeste værtshus, jeg nogensinde har besøgt. Der er tale om byens ældste irske pub, og det var som at træde ind i en western. Grus på gulvet og en bartender, der talte som John Wayne, og som var god for en historie eller to.

Der bydes på to slags øl - lys og mørk. Øllet skænkes med løs hånd i to glas, svarende til en pint. Stedet emmede af historie, og baren bør besøges, er man på de kanter.

GMT Tavern ligger i Greenwich Village, og er en klassisk engelsk/irsk pub. Der bydes på plus 30 haner og et imponerede udvalg af whiskey. Øllet er en blanding af engelsk, belgisk og amerikansk øl. Og af den mere gængse slags, men absolut i den gode ende.

Baren er rigtig hyggelig og du føler dig meget velkommen. Jeg savnede dog informationer om øltype og alkoholprocent på ølkortet. Prisniveauet var ganske rimeligt, men det gjorde sig generelt gældende for alle stederne.

Peculier
Lige overfor GMT Tavern ligger Peculier. Her er der måske ikke så meget atmosfære, men igen med et udvalg, der var mere end imponerende. Eksempelvis et flaskeudvalg, der dækkede nærmest alt - selv danske Mikkeller var at finde der.

Betjeningen var ikke speciel imødekommende, men det kan man leve med, når øludvalget er så spændende. Igen et sted, der ikke kan anbefales nok.

Heartland Brewery
Som nævnt byder Manhattan ikke på så mange bryggerier, men et af dem er Heartland Brewery. Der er tale om en kæde af brewpubs, hvor der kun serveres eget øl. 

Et hyggeligt spise- og drikkested, og selvom deres øl ikke imponerede helt vildt, var det ganske glimrende. Der bydes på 12 forskellige øl på hane, og ølkortet bekrev øllet på en god måde. Jeg smagte blandt andet deres Imperial smiling pumpkin ale på 9,5%, og den var rigtig god!
Hver dag er en stout-dag

Stout
Lige ved siden af mit hotel lå Stout. En bar, der har specialiseret sig i stout og porter, men der bydes dog også på andre øltyper. Og i den meget spændende ende af skalaen.

Indtrykket er, at stedet fungerer som fyraftenssted og som et stop på vejen - enten hjem, videre i byen eller til kamp i den nærliggende Madison Square Garden. Da jeg var forbi, skulle New York Rangers spille hjemmekamp, og det satte sit præg på stedet, der frem til kampstart var pakket til sidste plads.

Det satte vist også sit præg på betjeningen, der ikke virkede synderligt interesserede i det spændende øl, de skænkede op.

Blind Tiger
Soho ligger Blind Tiger. En ølbar i den ypperligste ende. Der skænkes fra 28 haner, og betjeningen var blandt den bedste, jeg oplevede i byen. Meget imødekommende og villige til at fortælle om øllet, give anbefalinger med videre.

Baren var rigtig hyggelig indrettet, med eksempelvis åben pejs. Til trods for øl af højeste kvalitet, var prisniveauet meget lavt.

Stedet er mere end anbefalet.

Proletariat
Ølturen sluttede på Proletariat i East Village. Baren har specialiseret i nyt og hidtil ukendt øl, og jeg havde ikke hørt om en eneste af de øl, de havde på kortet - eller for den sags skyld bryggerierne!

Foruden 12 haner, havde stedet også et meget spændende flaskeudvalg. Sammen med øllen, får du også et glas med vand, så du kan skylle munden undervejs i smagningen. Øllet blev skænket med omhu, hvor glasset blev skyllet først.

Et mere end ypperligt sted.

Opsamling
Alt i alt blev den fantastiske tur til New York også suppleret med nogle fine øloplevelser.

Jeg nåede ikke "hele vejen rundt". Blandt andet glippede Brooklyn Brewery. Jeg var forbi lørdag, men der var en lang, lang kø foran bryggeriet, så jeg valgte i stedet at tage direkte på Tørst.

Det er helt umuligt at fremhæve nogle øl fremfor andre, men bryggerier som Ommegang, Southern Tier, Midnight Sun, Ninkasi, Magic Hat, Founders, Boulder, Victory, Other Half, Humboldt, Stillwater, Grimm, Perennial, Dual, Wild Beer og Captain Lawrence står nu skrevet højt på min liste.

Skål!

Ingen kommentarer: