Hun havde året forinden udsendt det selvbetitlede debutalbum, men det får i første omgang ikke den store opmærksomhed på disse breddegrader, men får, fortjent, nyt liv efter det store gennembrud.
Selv køber jeg albummet i begyndelsen af 1985. Førstesinglen og titelnummeret fanger mig ikke rigtigt - bortset fra, at jeg syntes, at hende der Madonna da var temmelig lækker, og hun blev efterhånden nærmest pigen, der definerede alle piger. I hvert fald for mit vedkommende. Og diverse plakater med hende "prydede" da også på drengeværelset.
Men andensinglen, Material Girl, får mine øjne op - igen grundet videoen, der trækker på stor, stor inspiration fra Marilyn Monroe, men også den aldeles ørehængende melodi og vokal.
Så albummet bliver hentet hos den lokale pladepusher, og snurrer de næste måneder ganske flittigt på drengeværelset. Samtlige 9 skæringer på den originale udgivelse er potentielle hits, og hvor Madonna viser stor spændvidde i stemme og musikalske stemninger. Tiden har måske ikke været helt nådig ved alle sangene, hvor titelnummeret og Material Girl lyder meget tidstypiske, mens Dress you up også holder distancen den dag i dag - men den er også, i min optik, én af de bedste popsange, der er lavet.
Modsat mange af tidens andre popartister, er Madonna vældigt involveret i sangskrivningen og pladeproduktionen, og det har hun fortsat med på de albums, der fulgt de seneste 30 år.
To år senere udkommer True Blue, der på mange måder er det bedste album, hun har lavet. Et album, der fortsat står højt på min liste, men da hun i 1989 udsender Like a prayer, er vi gået hver vores vej, om end hun også sidenhen har lavet mangt en ørehænger.
Men jeg vender stadigvæk tilbage til hendes tidlige år, og så Ray of light fra 1998, og dagens popartister skylder hende alt. Hun satte nye standarder på plade og på scenen, og hvor hun gennem alle årene konstant har fornyet og genopfundet sig selv.
Jeg slutter af med det bedste nummer fra Like a virgin - og med et STORT tillykke med de 30 år:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar