lørdag den 1. marts 2014

Indadvendte blege engelske guitarister

Min gode ven, Brian, skrev for et par uger siden til mig i en kommentar på Facebook noget i retning af, at der var andet musik i verden end den, der kommer fra "indadvendte blege engelske guitarister". Det har han naturligvis ret i - de kan jo også være danske, amerikanske, svenske eller islandske! - men når man, som jeg, har hang til denne slags musik, bliver du altid glad, når der igen "er nyt fra scenen".

Maximo Park har længe været blandt mine absolut foretrukne bands på scenen - sammen med Arctic Monkeys og Kasabian - og i begyndelsen af februar udsendte de deres femte album, Too much information.

På det er "intet nyt, godt nyt" uden, at albummet af den grund, lyder som et opkog af tidligere triumfer. Tempoet er blevet sat lidt ned samtidig med, at der er skruet godt op for synthen. Det giver et meget melodisk helhedsindtryk og en vis tilbagelænethed - på den gode måde. Det giver samtidig også mere plads til Paul Smiths særegne vokal i lydbilledet, hvilket klæder albummet gevaldigt. Derfor er Too much information allerede nu et godt bud på en placering på min top-10 over årets bedste udgivelser.

I samme boldgade er også et nyt band fra Manchester, The 1975, der for knapt 6 måneder siden smed deres selvbetitlede debut på gaden. Og med vanlig sans for at være sent ude, er jeg først nu for alvor nået til bandet. The 1975 føjer ikke meget nyt til scenen, men mindre kan ofte også gøre det. Musikken er i den mere dansable ende af skalaen, og ikke ulig Bloc Party, og med fine referencer til firser-synthen. Ikke et album, der smadrer skalaen, men jeg har fortsat til gode at høre et album med britisk guitar- og synth-rock, jeg ikke kunne lide!

Jeg runder af med en smagsprøve med Maximo Park og The 1975:



Ingen kommentarer: