tirsdag den 18. marts 2014

Et besøg på Husmanns Vinstue

To til tre gange om året mødes jeg med tre tidligere kolleger fra Nordea Liv & Pension - Thomas, Carlo og Lars - hvor programmet er det samme hver gang; frokost, inklusive øl og snaps, og så billard. Og da vi alle fire sætter stor pris på den traditionelle og traditionsrige danske frokost i mormor-genren, indtages den altid på steder, der excellerer i dette. Så vi har efterhånden været godt rundt i de københavnske frokostrestauranter, og det var også tilfældet i lørdags, hvor Husmanns Vinstue i Larsbjørnstræde, lagde bord og køkken til en del af mødet i Team Bierstube, som vi kalder os.

Nogle gange vælger vi at købe en platte eller menu, men mestendels vælger vi fra smørrebrødssedlen - normalt tre stykker, og for mit eget vedkommende blev lørdagens valg nærmest det sædvanlige, jeg vælger, når jeg er i den boldgade:

  • Christiansøpigens sild med creme fraiche og løg
  • Pandestegt rødspættefilet med rejer og asparges
  • Frikadeller med kartoffelsalat
De tre andres valg var nogenlunde de samme, dog fik Lars og Carlo tatar, og så sluttede de alle tre af med ost. Den springer jeg altid over!

Christiansøpigens sild med
creme fraiche og løg
Tre stykker viste sig igen at være mere end rigeligt, for de lagde en solid bund. Alle tre var veltilberedte og -anrettede, hvor især rødspætterne var en stor nydelse - tilpas sprøde og med en god kant af smørsmag.

Maden blev suppleret med velskænkede fadøl fra blandt andet Jacobsen samt den fine snaps, Aalborg Nordguld.

Foruden mad, er betjeningen noget af det, jeg sætter stor pris på ved de københavnske frokostrestauranter. De kække bemærkninger står i kø, og tjenerne forstår at tage gas på kunderne. På den gode og herlige måde, for de er ofte gode til at afkode kunderne. Sådan var det også hos Husmanns, og når betjeningen så samtidig er sikker og effektiv, så kan man kun få topkarakter. Og det får Husmanns. Hermed anbefalet og det er ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi.

Velbekomme!

Ingen kommentarer: