lørdag den 29. marts 2014

En mini-ferie i Berlin

Siden 2004 har jeg stort hvert år været på én eller flere fodboldture til udlandet, og stort set hver gang har selskabet bestået af mine tidligere kolleger, Per og Preben, samt Prebens søn, Stefan. Det var også tilfældet tirsdag formiddag, hvor vi mødtes i Københavns Lufthavn, og med Berlin, som rejsedestination.

Det var så mit syvende besøg til byen, men de tre dage, vi var der, bekræftede mig i, at det ikke var ét for meget - og slet ikke det sidste!


Preben, Stefan og Per foran Olympiastadion
Bayern München er tysk mester
Turens hovedmål var fodboldkampen mellem Hertha Berlin og Bayern München. Og tilfældet ville, at sidstnævnte kunne sikre sig sit 24. tyske mesterskab netop denne dag. Det var især Stefan og jeg svært tilfredse med, da vi begge er store fans af holdet.

Kampen blev spillet på Olympiastadion, der emmer af historiens vingeus. De ydre rammer er bibeholdt fra OL i 1936, men stadion var topmoderne indvendigt. Som stort set alle tyske stadions er, og området omkring stadion var præget af boder, der solgte mad og øl. Jeg ville ønske, at danske klubber også i denne henseende skelede meget til de tyske naboer.

Stadion var naturligvis udsolgt - som stort set alle kampe i Bundesligaen er det - og de mere end 70.000 tilskuere leverede en forrygende kulisse. Og selvom hjemmeholdets fans fyldte godt op på stadion, fik du hurtigt indtrykket af, at Bayern München var på hjemmebane. Og alle sad og håbede på, at mesterskabet allerede blev hentet hjem denne dag.

Det blev det, da holdet vandt 3-1 - en sejr, der snildt kunne have været meget større. Alene boldbesiddelsen var efter de 90 minutter 75-25 i Bayerns favør. Sådan har det nu været hele sæsonen, hvor holdet har spillet noget af det bedste fodbold, verden har set i mange år. Vi alle fire har nydt spillet bag tv-skærmen, men oplevelsen var desto større live. Her kunne du se, hvordan alle spillerne bevægede sig for hinanden, hvor elegant og sikkert afleveringerne lå og hvor hårdt alle arbejdede for holdet. Jeg har set mange, mange kampe på stadion, og selvom denne ikke var den mest underholdende, var den det bedste fodbold, jeg nogensinde har set. Dertil kommer, at holdets tre mål alle tenderede såkaldte Playstation-mål, hvor der var bold-pingpong spillerne i mellem. En sand nydelse.

Kampen blev fløjtet af efter nøjagtigt 90 minutter, hvorefter Bayern München modtog en fortjent hyldest fra deres mange, mange fans på stadion. En stor, stor oplevelse at være på stadion den aften, hvor holdet sikrede sig endnu et tysk mesterskab!


Holocaust memorial
Sightseeing
De to resterende dage var så sat af til sightseeing, og selvom, jeg har været i byen mange gange, er der altid nogle steder, jeg vender tilbage til. Vejret indbød også til sightseeing, hvor solen strålede fra en blå himmel, og med temperaturer på omkring 13-15 grader.

Efter morgenmaden gik det så på raske fjed mod Checkpoint Charlie, Topographie des terrors, Potsdamer Platz, Holocaust memorial, Førerbunkeren og Brandenburger Tor. Og undervejs blev der lagt nogle velvalgte pitstops ind på byens mange gode og hyggelige serveringssteder.

Kl. 13 skiltes vore veje, hvor de tre andre satte kurs mod endnu en fodboldkamp, mens jeg valgte at fortsætte byvandringen. Så her blev der så sat hak ved Unter den Linden, Rigsdagen, Strasses des 17. Juni, Siegessäule, den nordiske ambassade, Kurfürstendamm med videre.

Dagen sluttede af på Augustiner am Gendarmenmarkt, der lå lige ved siden af vores hotel. Et utroligt hyggeligt sted, der var kendetegnet ved godt øl, god mad og god betjening. Derfor blev det nærmest vores stamsted, der blev frekeventeret hver dag.

Torsdag var hjemrejsedag, men inden det kom så vidt, var der tid til lidt mere byvandring. Stefan og Preben satte kursen mod Kurfürstendamm, hvor førstnævnte skulle købe nye fodboldboldstøvler. Per og jeg gik den anden vej, hvor det gode vejr blev nydt i fulde drag, mens vi passerede Unter den Linden, Alexanderplatz, Fernsehturm, Berliner Dom og Museumsøen.

Og som altid, når jeg er i Berlin, emmer også byvandringerne af historiens vingesus, hvor tankerne vender tilbage til mit besøg i byen i 1987, hvor den stadig var delt og muren stod, men også Den kolde krig og historierne fra og om 2. verdenskrig. "Aldrig mere" og "Vi må aldrig glemme" var tanker, der igen og igen strejfede én.

Kl. 13.30 mødtes vi igen ved Gendarmenmarkt, og vi var klar til at indtage den sidste frokost, i denne omgang, på stamstedet. En god øl og en glimrende Currywurst lagde en god bund til hjemrejsen.

Så alt i alt en forrygende tur, med godt vejr, fodbold, fine oplevelser og godt og sjovt selskab. 

Næste udlandstur bliver for mit vedkommende til Stockholm, der venter om et par uger, hvor jeg snupper et par fridage i byen i forbindelse med en arbejdsrejse. Det glæder jeg mig meget til!

Ingen kommentarer: