Raveonettes

I denne uge sendte danske Raveonettes albummet "Raven in the grave" på gaden, og mange har efterfølgende udråbt det til at være deres hidtil bedste. Og det siger ikke så lidt, da deres forrige albums alle holder et fint og højt niveau.

Men - jeg er mere end tilbøjelig til at give folk ret. Der har været mange tilløb, men her er albummet, der forløser Sune Wagners ubestridelige talent og hvor alt går op i en højere og større enhed. Tempoet er sat ned, melodien og Sharin Foo's skæbnesvangre stemme er trukket mere frem og Sune Wagner spiller og synger, som var det manna fra himlen. En stilren plade, uden svagheder. Det lyse og det mørke, det stille og det støjende, det idylliske og det smertefulde i skøn forening.

Inspirationskilderne er fortsat tresserpop, Phil Spectors wall of sound og engelske feedback-/shoegazer-navne som Jesus and Mary Chain og Slowdive.

Albummet er hermed anbefalet, og en kærkommen anledning til at afsøge deres bagkatalog og Wagners tidligere arbejde i Psyched Up Janis. Bandet som var huse over samtidige som Kashmir, Dizzy og Inside the whale, men modsat dem, fik de aldrig det store gennembrud. Én af de store musikforbrydelser på den danske musikscene. Og deres koncert i Ringsted Medborgerhus i midten af halvfemserne står fortsat, som én af mine største koncertoplevelser - nogensinde. Salen var tætpakket, sveden drev ned af væggene og bandet spillede, som ville de rive den lille købstad ned.

Nå, nu håber jeg blot på, at Raveonettes bliver smidt på årets Roskilde-plakat. Og det her nummer, er måske det bedste, Sune Wagner har lavet - nogensinde.