Tre fra en - Kim Wilde

Forleden sad jeg og "youtubede", og som det så ofte sker, når jeg gør det, kom jeg godt rundt i hjørnerne og med mange afstikkere til især firserne.

Det ledte mig hen til Kim Wilde. Hun er ikke en kunstner, jeg har lyttet så helvedes meget til - selvom jeg husker, at jeg var ganske begejstret, når Kids in America, Cambodia og View from a bridge blev spillet i datidens Hej P3. Senerehen fornægtede jeg hende i en slags misforstået sortklædt surmulerkult.

Men når jeg, som forleden, lytter til hendes mange hits op gennem firserne, noterer jeg, at hun har lavet mange fantastiske sange, hvis storhed ikke gik op for mig den gang. Og hendes tidlige hits såvel som You came og You keep me hangin' on fra slutfirserne står fortsat den dag i dag ganske forfriskende og ganske tidsløse.

Så det er ikke sidste gang, at jeg lægger vejen forbi hende - i hvert fald på Youtube.

Jeg runder af med tre smagsprøver:

Paulaner Hefe-Weissbier

Kalenderen skifter snart til efterår, og det betyder også, at hvedeølstemaet her på bloggen slutter - i denne omgang. Og det sker med min absolutte yndlingsøl blandt hvedeøllene, Paulaner Hefe-Weissbier.

Ikke, at den skiller sig så satans meget ud fra de andre, fremragende hvedeøl, men Paulaner brygges i München og når byens stolthed, Bayern München, skal fejre og markere deres triumfer, sker det altid i øl og kæmpestore ølglas fra netop Paulaner. Og det er noget, der trækker op her på matriklen!

Selve øllen holder 5,5%, og dens flotte farve og skum, nydes bedst i et hvedeølsglas - gerne med Bayern München-logo. Og den har alle de klassiske kendetegn ved en hvedeøl, så som friskhed, lethed og sødme, og så den citrusagtige eftersmag.

Selv foretrækker jeg den som nydeøl, men den går også snildt til frokosten eller sommergrillen.

Skål!

Nyt fra Kasabian

Fornylig udgav det engelske band Kasabian deres 5. album, 48:13 - opkaldt efter albummets længde. 

De albumdebuterede i 2004 med det selvbetitelede Kasabian. Jeg bliver selv opmærksom på bandet via min gode ven Brian, som på det tidspunkt bor i London.

Det, der især fænger er, at de lægger sig i sporet fra andre engelske guitarbands, hvor guitaren hænger løs og tungen sidder i kinden. Men samtidig lægger de en ambitiøs og storladen produktion ned over sangene, og som gør, at de adskiller sig fra bands som Maximo park, Arctic monkeys, Franz Ferdinand, Kaiser chiefs med flere.

Og det, der sidenhen har holdt mig i folden er, at Kasabian er ét af de få bands, hvis formkurve er støt stigende - og det fra et i forvejen højt niveau. Det betyder også, at det nye album er en seriøs kandidat til top-ti'en over årets albums.

På 48:13 går de nye veje, hvor den klassiske guitarrock forenes med hiphop, og med synths penslet over størsteparten af albummets 13 skæringer. Det efterlader et meget forfriskende indtryk, men hvor bandets særkende fortsat er intakt.

Generelt holder albummet et højt niveau, men især Explodes og Glass stikker ud - på den gode måde - hvor Tom Meighan giver fine eksempler på sin overlegne og tilbagelænede vokal.

Hermed anbefalet.

Jeg runder af med en smagsprøve:

Schöfferhofer Hefeweizen

I forbindelse med hvedeølstemaet her på bloggen, nåede turen forleden til Schöfferhofer Hefeweizen. En øl, jeg nogle gange er stødt på, når jeg har været i nabolandet mod syd. Øllen blev dog købt i Superbrugsen i Fensmark.

Og konklusionen efter seneste smagning er, at den ikke skriver sig ind blandt mine favoritter, men den skal have ros for at skille sig ud fra de øvrige tyske hvedeøl. Bevares, den har hvedeøllens klassiske citrussmag, men er også mere krydret, og efterlader en eftersmag af bitterhed. Det gør også, at den virker mere tung end de "kun" 5%, den er på.

Den krydrede og bitre eftersmag gør også, at den ganske givet vil stå godt til grill- og stegeretter. Så selvom, jeg ikke er voldsomt imponeret, vil jeg ganske givet vende tilbage til den igen.

Skål!

FC København-Bayer Leverkusen

Et kig fra min plads på Nedre C

Eventuelle læsere af min blog vil vide, at jeg også nærer en ganske stor interesse for fodbold. Og fremadrettet vil jeg fra tid til anden kante nogle af de kampe, jeg ser enten på stadion eller fra den magelige sofa.

Jeg lægger ud med gårsdagens kamp i Parken mellem FC København og Bayer Leverkusen – første kvalifikationskamp til det forjættede land, også kaldet Champions League.

Til trods for, at det var holdets 5. hjemmekamp i denne sæson, var det min egen sæsondebut – og det selvom jeg for 13. år i træk har sæsonkort til række 21, plads 195 på Nedre C, men de øvrige kampe har bare ikke flasket sig i forhold til mit øvrige program.

Og set i lyset af FCK’s noget famlende sæsonstart, var forventningerne til kampen ikke særligt høje. Og slet ikke skadessituationen taget i betragtning, hvor holdets absolut bedste spiller, Nicolaj Jørgensen, igen-igen var ude med en skade. Omvendt kunne man håbe på, at tyskerne var præget af, at Bundesligaen endnu ikke er sparket i gang og at holdet har fået ny træner.

Efter 5 minutter kom svaret, hvor tyskernes store stjerne, Stefan Kiessling, bragte dem foran efter flot opspil, men også håbløst dansk forsvarspil. Sidstnævnte fik vi i øvrigt mange eksempler på i løbet af kampen. Tidligere var midterforsvaret netop FCK's helt store styrke, men i år ligner det mest nogle, der spiller tømmermændsfodbold i Serie 6.

FCK får dog hurtigt vist, at Leverkusen er til at tale med, da holdet i løbet af 4 minutter får bragt sig foran 2-1. Der er kun spillet 13 minutter og de fremmødte tilskuere begynder at ane en målrig kamp. Det hele ender med en udesejr på 3-2, og dermed er det næsten mere eller mindre umuligt for FCK at avancere til Champions League, men heldigvis er de sikret deltagelse i Europa League.

Kampen viste med al tydelighed, at der for FCK's vedkommende er meget at forbedre. Udover forsvaret, er angrebet meget tandløst, og man må efterhånden undre sig over, hvor lang snor Andreas Cornelius får. Selv min kat har bedre teknik og større målfårlighed! 

Omvendt var det en fornøjelse at se tyskerne. De var meget aggressive og viste presspil af højeste klasse. Så om ikke andet, lærer FCK forhåbentligt meget af disse kampe og får filet kompetencerne mere skarpe.

Tilskuermæssigt var kampen også en skuffelse, hvor kun 18.000 dukkede op, men man kan ikke fortænke folk i at blive hjemme, ihukommende FCK's spil det seneste år. Champions League-kampene plejer ellers at give en flot kulisse i Parken, men man håbe, at holdet i de kommende kampe viser, at de igen fortjener en sådan.

FORZA FCK!

Tre fra en - New York

Det er i år 25 år siden, at jeg første gang var i New York, og siden har jeg drømt om at komme tilbage igen. Men nu skal det være - især aktualiseret af, at min ene niece bor der det næste års tid.

Planlægningen er så småt i gang, hvor jeg blandt andet kigger på hotel- og flypriser. Jeg har af en kollega fået anbefalet, at man tager derover om efteråret, så lige nu sigter jeg meget mod en uge i slutningen af november. Måske den sidste, hvor jeg så samtidig får mulighed for at opleve byen ved Thanksgiving-tid.

Nå, men den planlægning er også en meget passende anledning til at ”spille” tre sange om New York. Tre sange, der hver især er en hyldest til byen, der aldrig sover:

Lervig White Dog

Første gang, jeg møder det norske mikrobryggeri, Lervig, er i Helsingfors, hvor jeg på en lokal ølbar smager deres fremragende imperial stout, Konrad. 

Efterfølgende finder jeg ud af, at den lokale Irma fører et par af bryggeriets øl, heriblandt deres White Dog.

White dog er en belgisk inspireret hvedeøl. Og allerede ved første nip, er du ikke i tvivl om dette, for den lægger sig meget tæt op af den fortrinlige Hoegaarden. Både i friskheden og eftersmagen af citrus og banan.

De 4,7%, som den holder, gør den også meget letdrikkelig, og den vil gå fint til frokostbordet, middagen på en lun sommerdag eller som tørstslukker.

White dog fik også gjort mig endnu mere nysgerrig på Lervig, og det er helt sikkert, at støder jeg igen på bryggeriet, ryger bryggen straks ned i indkøbskurven eller glasset.

Skål!