Suede i DR Koncerthuset

For et par uger udsendte Suede albummet Night Thoughts, og det i sin fulde længde samt guf fra bagkataloget, var temaet for mandagens koncert i DR Koncerthuset.

Størsteparten af bagkataloget er jeg meget begejstret for, og deres nye album er deres bedste siden hovedværket, Dog Man Star. Så forventningerne var meget høje, da jeg sammen med Anita, Mikkel og Sandra gik ind i DR Koncerthusets meget flotte sal.

De blev mere end indfriet!

Den første halvdel af koncerten bestod af Night Thoughts samt den film, der er lavet til albummet. Bandet stod bag filmlærredet under afspilningen af hele albummet, mens små filmklip, der hang sammen, gled over lærredet. Undervejs blev bandet lyst op, men ellers var det musikken og filmen, der var i centrum. Jeg savnede undervejs kontakten til bandet og live-fornemmelsen, og havde til tider svært ved at holde koncentrationen.

Men sangene blev afleveret svimlende smukt, og samspillet med filmklippene var udført til perfektion. Og hvor både film og sange fortæller en skæbnesvanger og tragisk historie.

Da hele koncerten var overstået, stod du også med indtrykket af, at du havde været med til en helhedsoplevelse af de helt store - og hvor Suede forstod, at udnytte koncertformatet til fulde.

Efter en kort pause var det tid til "guf fra bagkataloget", og jeg er sikker på, at DR Koncerthuset fortsat står og rocker. Et triumftog af de helt store, og hvor stolesæderne blev blæst væk under publikum.

Både her og i den første halvdel, lød Suede lige så godt, som den dengang i midten og slutningen af 90'erne. Bandet var utroligt veloplagte og -velspillende og Brett Anderson sang, som havde englene havde taget bo i ham. Og fuld af energi, tilstedeværelse og sangglæde, ligesom hans "sceneshow" var nøjagtigt det samme, som da jeg så dem første gang i 1995 - cool og tungen i kinden, ligesom hoftesving, ståen-på-højtalere, mikrofonsving med videre ikke havde ændret sig.

Samspillet var eminent, og spilleglæden lyste ud af dem. Og de strålede af vitalitet og energi. Den afsluttende New Generation stod, som var den frisktappet fra fad, men ellers er det helt umuligt at fremhæve nogle numre bekostning af andre.

Så alt i alt får koncerten 6 ud 6 mulige stjerner. Mindre kan ikke gøre det, og lige nu overvejer jeg, om jeg ikke burde smutte til Odense til sommer, hvor bandet spiller på Tinderbox! En koncert, der understregede, at Suede fortsat har en berettigelse - om end publikumsdelen viste, at der ikke er kommet mange nye fans til de seneste 15 år, men at dem, der var med dengang, holder ved!

Og dermed er jeg helt på linje med denne Gaffa-anmeldelse, hvoraf sætlisten også fremgår.

Tak til Suede for en stor koncertoplevelse. Tak til Anita, Mikkel og Sandra for godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert er lige om hjørnet, nemlig Massive Attack på søndag i TAP1.

Et besøg på Café Langebro

Torsdag i sidste uge besøgte jeg Café Langebro, der ligger på Islands Brygge, og for foden af Langebro. Stedet ligger kun 8-10 minutters gang fra mit arbejde, men alligevel er det et sted, jeg meget sjældent har besøgt. 

Det er egentligt ærgerligt, for det er en god og hyggelig bar. En god blanding af bodega og ølbar, og stedet bærer også præg af at blive besøgt af såvel lokale stamgæster som ølnørder – eller bare ølinteresserede. Helt nede på jorden, men med meget godt øl, kunne være en god beskrivelse af baren.

Jeg var der sammen med to tidligere kolleger fra mit arbejdes kommunikationsafdeling. Det er en del år siden, at vi arbejdede sammen, men mødes fortsat – gerne over et par øl og gode snakke om arbejde, vores tilværelse, rejser, politik og hvad der nu ellers falder for.

Vi landede 16.15, men alligevel var Langebro allerede der godt besøgt. Straks du kommer ind, mødes du af en stor bardisk. Den giver et godt udsyn til udvalget af fad- og flaskeøl, samt et imponerende udvalg af spiritus, hvor især rommen fylder godt op. 

På hanerne findes mange af de vanlige ”kendinge” – som Grimbergen, Hoegaarden, Carlsberg og Guinness. Disse faste kendinge suppleres så med ”gæsteøl”, og torsdag stødte vi blandt andet på Amager Bryghus, Mikkeller, Alesmith og Founders. Det er lidt svært at orientere sig i udvalget, da der mangler et ølkort på væggen. Men i stedet kan du hive fat i en mappe, hvor alle øllene er godt beskrevet. Og det er en hyggelig måde at orientere sig i udvalget på.

Et kig ind i baren

Selv om, at vi ”kun” koncentrerede os om fadøllet, var flaskeudvalget også meget imponerende, hvor Amager Bryghus, Evil Twin, diverse trappister og meget andet godt var at finde i køleskabene.

Undervejs fik jeg smagt Mikkeller Koppi Coffee IPA, All Day IPA fra Founders samt Ebeltoft IPA. Alle tre var vældig gode – og skilte sig godt ud på hver deres måde.

Øllet skænkes mestendels i glas fra det pågældende bryggeri – det er med til at højne oplevelsen. Betjeningen er hurtig, effektiv og imødekommende, og sidstnævnte kan også skrives om prisniveauet. 52.- for en stor fadøl. Det er billigt – også set med københavnske øjne.

Indretningen er ret hyggelig, og minder meget om de klassiske brune værtshuse, og lokalet emmer af historie. I det hjørne, vi sad i, var der spækket med gamle billeder af Langebro og området omkring.

Alt i alt et par gode og hyggelige timer i godt selskab og på en bar, der helt sikkert er et besøg værd igen.

Læs mere om Café Langebro lige her.

Skål!

Sculpin

Nogle øl sætter større præg end andre - ligesom med film, musik, bøger, mennesker og så videre - og Sculpin fra amerikanske Ballast Point er én af disse.

Der er tale om en IPA på 7%, og en øl, der konsekvent scorer topkarakter på RateBeer. Det forstår jeg godt, for der er tale om en fandens god øl. For at skrive det lige ud.

Balancen mellem IPA'ens karakteristiske bitterhed og det mere friske og liflige, er udført til perfektion, og undervejs smager du citrusfrugter, mens eftersmagen er overraskende sødlig. 

Allerede når øllen skænkes op, fornemmer du på skummet og duften, at der her er tale om en særlig god øl.

Jeg er de senere år blevet meget begejstret for disse humlede og bitre øl, og Sculpin er en understregning af, hvorfor dette er tilfældet.

Èn af de bedste IPA, jeg nogensinde har smagt.

Øllen blev købt i Systembolaget.

Skål!

Årets første musikopdagelser

Nærmest vanen tro kaster diverse årslister nye musikopdagelser og -oplevelser af sig, og over de seneste uger har jeg samlet op på nogle af de navne, jeg primært har noteret fra årslisterne fra musik-sites som Pitchfork, Gaffa og Drowned in sound, samt Jens Unmacks fine blog.

Den øvelse plejer at kaste nogle skæverter af sig, hvor jeg tænker "hvorfor landede lige den udgivelse så højt på listen", men det har ikke været tilfældet denne gang. Faktisk ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lidt tidligere var faldet over dem, men bedre sent end aldrig!

I 2014 overså jeg Taylor Swifts himmelske 1989. I 2015 overså jeg Carly Rae Jepsens pop-drøn, Emotion. Væg-til-væg ørehængere, og hvor hun formår at variere pop-formlen så meget, at albummet fremstår vitalt og homogent - og ingenlunde ensformigt. Der trækkes på inspiration fra 90'erne, og undervejs titter både førnævnte Taylor Swift og Robyn frem.

Danske Virgin Suicide har Sune Wagner i producerstolen. Det burde have været nok til, at de havde fanget min opmærksomhed ved udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum. Men nej - det har de så nu. Klassisk indie-pop, med fokus på melodien. Og visse steder ikke ulig Gangway og The Smiths.

Jeg bliver i den poppede afdeling, hvor Chvrches giver en opvisning i synth-pop på Every Open Eye. Crystal Castles møder Saint Etienne, og det er der kommet et meget fængende album ud af, og som går durkt i såvel dansesko som hjertekule.

Det var de tre albums, der fangede mig mest, men 2015-albums fra Julia Holter, Sufjan Stevens og Kathryn Joseph er også værd at fremhæve. Tre stille albums, der kryber ind under huden, men p.t. er jeg vist mest i humør til glade, up-tempo albums.

Og sådan kan musikrejsen så fortsætte.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert af de tre ovennævnte albums:

Lars HUG i DR Koncerthuset

"Elsker dig for evigt"

Én af sidste års absolut bedste koncerter var Lars HUG på Roskilde, og et par måneder efter, gjorde han (næsten) kunststykket efter til Fredagsrock i Tivoli. Derfor var det "dengang" en let beslutning at købe billetter, da jeg så, at han ville give koncert i DR Koncerthuset til januar. Og den koncert fandt sted fredag aften.

I foromtalen var der lagt op til "en spektakulær koncertoplevelse i 360 grader, med publikum siddende hele vejen rundt om scenen, og H.U.G. og band i en ekstraordinær opsætning specielt til DR Koncerthuset".

Det viste sig at holde stik! Næsten. For koncerten lettede ikke helt. Det var som om, at rammerne og det store publikum hæmmede HUG og at han ikke følte sig helt tilrette. Han virkede jovial på en kejtet og påtaget måde, når han talte mellem numrene, og det hele blev lidt pjattet. Fremfor at fokusere på musikken - som ved de tidligere koncerter. Samtidig ville han for meget - både med sætlisten og i opsætningen. Og det kom ikke til at spille helt.

Når det er skrevet, var det en meget fin koncert. Den var bygget op som en rejse, hvor vi begyndte med hans nyeste album og spillede os over de næste to timer tilbage til tiden i Kliché. Det var en god måde at opleve hans spændvidde på, og høre sangene blive spillet op mod hinanden. 

Men det betød også, at der skulle vælges meget - og dermed også meget fra. Og jeg savnede sange, der blandt andet blev spillet i Tivoli og på Roskilde - som Så længe, jeg lever, Mon de kan reparere dig, Militskvinder og Blidt over dig. Men sange som Elsker dig for evigt, Natsværmer og Dansevise ramte durkt i hjertekulen, og HUG formår, om nogen, at spille sange til hjertet.

DR Koncerthuset virkede også som om, at det var bygget til HUGs fine og blide sange og stemme, og der er noget rart og fortællende over den tilbagelænede måde, han synger og spiller på. Langsomt, men sikkert kryber sangene ind under huden på dig - bliver der.

Musikrejsen gjorde også, at koncerten blev meget varieret - også i sit udtryk - og du vidste ikke, hvad der ventede i det næste nummer. Det gav en form for helhedsoplevelse, du sjældent oplever ved en koncert.

Så alt i alt lander jeg på 5 stjerner ud af 6. Den femte for at spille en gribende version af Elsker dig for evigt, der sjældent er hørt smukkere.

Den næste tid byder også på en række koncerter, hvor Suede, Massive Attack og Love Shop sættes ind på kontoen. Men musik er også livets salt.

Gone Porto

Øl lagret på rødvins-, whisky- og cognacfade bliver efterhånden mere og mere "almindeligt", men forleden smagte jeg for første gang - vist nok... - én, der var lagret på portvinsfade. Bag den står fine Amager Bryghus, der altid forstår at komme med spændende øl, der også udfordrer smagsløgene.

Der er tale om en imperial stout på 10%. Allererede ved første nip af den, mødes du af en smagseksplosion af kaffe, chokolade og tørrede frugter. Og mærker, at det er en fyldig øl, du har med at gøre.

Jeg havde forventet en mere vinøs smag, men i stedet er den lidt syrlig, men alligevel med den karakterisktiske træsmag fra de fadlagrede øl.

Det gør øllen til et yderst spændende bekendtskab. En nydeøl, især velegnet til de kolde vinteraftener, hvor stilheden og roen langsomt indfinder sig.

Med andre ord - Amager Bryghus har gjort det igen!

Øllen blev købt i Barley Wine i København.

Skål!

En løber-anekdote

Ligesom "alle andre", har løbere nogle anekdoter, de vender tilbage til. Det være sig fra træning eller løbsoplevelser.

For mit vedkommende er yndlingsanekdoten én fra 1999. Jeg havde på det tidspunkt sat to marathonløb ind på kontoen, og havde sat kursen mod Berlin. Jeg var alene af sted, og rejste med det daværende Marathonexpressen, der i dag er en del af Marathon Travel Club.

Jeg delte værelse med Svend fra Silkeborg. Han var (og er måske fortsat) boghandler i Silkeborg og var gift og havde to børn. Men i bussen på vej derned, sidder jeg ved siden af Henrik, som delte værelse med Søren.

Og det er sidstnævnte anekdoten omhandler.

Søren var en ældre herre - syntes jeg, hvilket nok vil sige, at han havde den alder, jeg har i dag! Han var læge i Sønderborg, og havde løbet et utal af marathonløb - især i Hamborg og Berlin. Han var en lille spirrevip, uden et eneste overflødigt gram fedt på kroppen.

Under middagen dagen før den store begivenhed, talte vi - naturligvis - om løb. Træning, oplevelser med videre.

Jeg husker, at han fortalte, at han trænede to gange om ugen, og med distancer mellem 10 og 20 km. Han gjorde heller ikke det store ud af kosten, og havde hang til god, gammeldags husmandskost. Så ikke noget med energibarer, pasta i uendelige mængder, magert kød og så videre. I hvert fald ikke i samme stil, som "os andre".

Men alligevel formåede han at gennemføre sine løb i nogle imponerende tider, der lå lige omkring 3-timers grænsen. På det tidspunkt var min egen PR 3.58, og jeg trænede mindst fire gange om ugen, og med en samlet indsats, der lå mellem 35 og 55 km.

Og mens, at vi andre sad der og prikkede i salaten og skovlede pasta ind, der blev skyllet ned med cola og vand, spiste han stor bøf og drak en halv flaske rødvin.

Han kom selvfølgelig under tre timer, mens jeg selv satte en ny PR med 3:41. Så jeg, og de andre, syntes, at han var pisseirriterende, men var naturligvis også meget imponerede.

Pointen er, et-eller-andet-sted, at du kan følge nok så mange træningsprogrammer og kostråd, men du må også finde din egen måde at gøre tingene på. Tage de ting, der passer til dig og sætte dem sammen på din måde. Der er ikke noget facit, med to streger under. Lidt ligesom i livet generelt.

Personligt ville jeg aldrig kunne gøre som ham - dertil er jeg for hysterisk og for megen en strukturfascist!