torsdag den 21. juli 2016

Mere Netflix

Sommervejret har i år også indbudt til gøremål indendøre, og foruden et større moderniseringsprojekt af min stue, er noget af tiden gået med at se Netflix, hvor jeg har fået sat flueben ved de nyeste sæsoner af Orange Is The New Black, Bloodline og Grace & Frankie.

Jeg var ikke helt oppe at ringe over tredje sæson af Orange Is The New Black, men dette rådede den fjerde i den grad bod på. Og sæsonen er måske noget af det bedste, jeg har set på Netflix - overhovedet. Kærlighed, borgerrettigheder, social deroute og menneskelige relationer kogt sammen til en suppe, der fik dig til at sidde på det yderste af sofaen og snuppe det ene afsnit efter det andet. Og et billede af dagens Amerika, med fokus på spændingerne mellem befolkningsgrupperne, og ikke mindst over- og underamerika. Jeg kan slet ikke vente til den næste sæson - selv om, at der går et år før, at den løber over skærmen.

Anden sæson af Bloodline fortsatte, hvor den første slap, hvor vi igen blev præsenteret for et familiedrama og en krimi på én og samme gang. Lagene blev skrællet endnu mere af, og råddenskaben i hovedrolle-familien blev mere og mere åbenlys. Spændingen og spændingerne bliver opbygget for hvert afsnit, og så sluttede sæsonen med en gevaldig cliffhanger, hvor alle spørgsmål forblev ubesvarede. Det er nok til at sidde klar, når næste sæson kalder.

Grace & Frankie er en komedieserie, med blandt andet Jane Fonda og Martin Sheen i hovedrollerne. Grace og Frankie finder sammen i et venskab og bofællesskab, da der respektive ægtefæller springer ud af skabet og indleder et homoseksuelt forhold. Serien berører emnet meget fordomsfrit, og handler primært om de forviklinger, der kan være mennesker imellem - hvad enten det er i skilsmisse, parforhold eller venskab. Første sæson havde mange gode stunder, mens den nye går mere trægt. Det virker som om, at suppen allerede er udkogt, og hvor der opfindes nye situationer, der skal holde liv i serien - som da Grace og Frankie møder nye mænd. Men afsnittene er korte og virker som god "baggrundsunderholdning".


Nu holder jeg en kort Netflix-pause, men forude venter blandt andet Peaky Blinders og Manhattan. Stranger Things har også fået god omtale, så den er også røget på listen.

Ingen kommentarer: