Ukendt Under Andet Navn i Møstings Hus

Henrik Olesen i front,
mens Niclas Tange og Troels Bech bakker op.

Som jeg skrev lige her, har Ukendt Under Andet Navn med Ingen Hunde Hyler Her begået årets hidtil bedste danske album. Og med det i bagagen gæstede de lørdag eftermiddag Møstings Hus på Frederiksberg, hvor jeg også var at finde blandt publikum.

Det var så tredje gang, at jeg oplevede dem live. Og min første koncert i de endog meget hyggelige rammer i Møstings Hus.

Der var plads til knapt 50 i lokalet, og de fremmødte fik en meget fin koncert, hvor vi fik 20 sange over de 100 minutter, koncerten varede - inklusive en kort pause.

Kapelmester med videre, Henrik Olesen, havde selv arrangeret hele koncerten, og mødte også gæsterne i døren. Så var den hjertelige atmosfære lagt, og den fortsatte koncerten igennem. Der blev fortalt anekdoter om sangenes tilbliven med videre.

Line-uppet var det samme som på plade og ved de tidligere koncerter. Niclas Tange (trommer) og Troels Bech (bas med videre) lagde en fin melodibund, og det i perfekt samspil med de øvrige. Nils Grøndahl fyldte ud med violin, sav med videre, og det giver sangene kant og intimitet. Og hiver i gåsehuden. Det samme gør Solveig Sandnes' vokal - fortsat én af kongerigets smukkeste vokaler. Bild og intens på én og samme gang.

I centrum står naturligvis Henrik Olesen. Igen beviste han, at han er én af landets bedste musikmagere, og hans fnuglette popsange fik nyt og stort liv på en livescene. Samtidig synes jeg, at hans vokal bliver bedre og bedre. Det siger ikke så lidt.

Vi kom fint igennem Ukendt Under Andet Navns bagkatalog, men også med afstikkere til Olesens fortid i Greene og Olesen-Olesen - det blev blandt andet til et behageligt genhør med Sommerferie, Zimmerroom. Og med en god blanding af up-tempo og mere stille sange. Jeg vil ikke fremhæve nogle sange på bekostning af andre, for koncerten var meget helstøbt, og det afsluttende, lange bifald var mere end fortjent.

Må Ukendt Under Andet Navn snart nå ud til et større publikum. De fortjener det - det gør publikum også, for bandet er blandt noget af det bedste, andedammen har at byde på.

Så 6 ud af 6 stjerner, og tak til Henrik Olesen og resten af bandet for en smuk eftermiddag på Frederiksberg.

Næste koncert bliver, for mit vedkommende, Muse, der 8. juni blæser taget af Forum i København. Inden da når jeg også lige Tiësto, der spiller op i Tivoli på fredag.

Då Som Nu För Alltid

Fredag udsendte verdens bedste band, svenske Kent, deres svanesang, albummet Då Som Nu För Alltid. Allerede tidligere på året, havde bandet meddelt, at de efter deres kommende album og den efterfølgende tour, ville takke af.

Det var en nyhed, der gjorde ondt, men ligesom alt andet godt her i livet, varer intet evigt.

Men nu bliver der mulighed for at sige farvel - med et nyt album, et kommende opsamlingsalbum og en stor turné.

Efter 26 år og 12 studiealbums er det slut, hvor der kan ses tilbage på en karriere, hvor bandet har leveret mangt en mindeværdig sang, mangt en mindeværdig koncert.

Med Då Som Nu För Alltid slutter bandet ikke på toppen. Dertil er niveauet fra tidligere albums som Vapen & Ammunition, Du & Jag Döden og Tigerdrottningen for højt. Men albummet er klassisk Kent. Melankolien står malet over samtlige numre, Joakim Berg synger himmelsk og endnu en gang formår de at sætte lyd og ord på følelser som længsel, tab af kærlighed og troen på sig selv, utilstrækkelighed og ensomhed.

Som på deres seneste albums, er der skruet ned for guitar og op for maskinparken. Det giver et storladent og udflydende lydbillede, men uden at være tungtlæsset, og der veksles fint mellem up-tempo og de mere stille numre. Det efterlader også indtrykket af endnu et meget helstøbt album.

Jeg vil ikke fremhæve nogle sange på bekostning af andre, da niveauet er højt gennem alle skæringer. Og meget passende sluttes albummet af med Den Sista Sången. En oplagt koncertafslutter på den kommende turné.

Alt i alt et meget værdigt farvel, og det tegner lovende for den kommende turné, hvor jeg er sikret billet til København og Malmö. Måske Aarhus også føjes til listen.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet - og jeg kan love, at det ikke er sidste gang, at vi har hørt til Kent. I hvert fald her på bloggen:

Ølfestival 2016

I den forgangne weekend indbød Danske Ølentusiaster til ølfestival i København. Den har de senere år været holdt i TAP1 på den gamle Carlsberggrund, men er nu flyttet til Lokomotivværkstedet nær Fisketorvet. 

Og i lighed med de senere år, gæstede jeg festivalen om torsdagen. Her er festivalen lidt mindre overrendt, hvor der er god plads ved standene, til at komme rundt og tid til at tale med bryggerne.

Selve ølfestivalen er et slaraffenland for ølnydere - hvad enten du er ølnørd eller "blot" almindelig nysgerrig - for der er noget for enhver smag. Både i øltype, procenter, smagsnuancer, eksperimenterende eller mere mainstream og så videre. Det betyder også, at du får mulighed for at gå på opdagelse i de mange spændende - især danske - bryggerier, lære øllets verden bedre at kende og slet og ret at få en god oplevelse sammen med ligesindede.

Og det er ganske enkelt. Du køber en entrebillet og en række poletter (10.- stykket), som du så langer i hånden på den ølbod, hvor du gerne vil smage en øl. Øllet hældes op i det ved indgangen udleverede smageglas, og mængden er 5-10 cl.

Heller ikke i år havde jeg lagt nogen fast plan for, hvad jeg skulle smage, men ville blot prøve mig frem. Dog vidste jeg, at jeg skulle forbi Amager Bryghus, Det Lille Bryggeri, Ugly Duck Brewing og Rocket Brewing, for de er alle garanter for mere end godt øl, ligesom de igen i år havde nogle spændende nyheder med.

Derudover havde jeg noteret, at diverse importører også havde nogle spændende flaskeøl med, så dem skulle jeg også forbi. Og så dukker der altid nogle overraskelser op, og i lighed med sidste år, havde amerikanske Brooklyn, der stod sammen med Carlsberg, hevet nogle gevaldige specialøl med. Øl, der ikke stod i programmet. Og K For Kriek og Kiwi's Playhouse var et par af dem, der virkelig kræsede for mine smagsløg.

Aftenens clou var dog importøren Prima Beer, der blandt andet havde en del amerikansk og belgisk øl med, jeg aldrig før havde smagt eller set. Også i den mere udfordrende ende.

Så generelt fik jeg smagt meget godt øl, og en top 6 kunne se sådan ud - i uprioriteret rækkefølge:

• Saison du Chardonnay - Ugly Duck
• The Dark Overlord - Amager Bryghus
• Verzet Oud Bruin Oak Leaf - smagt hos Det Belgiske Hus
• Black Mash 2 - Det Lille Bryggeri
• Hanssens Lambic Experimental Raspberry - smagt hos Prima Beer
• Kiwi's Playhouse - Brooklyn

Mange tak til Danske Ølentusiaster for et godt arrangement. Mange tak til bryggerierne for meget godt øl. Mange tak til Peter, Martin og Kenn for rigtigt godt selskab.

Skål!

Choir Of Young Believers på Forbrændingen

Jeg kender ikke så meget til danske Choir Of Young Believers, men da de i efteråret 2015 udsender Jeg Ser Dig, bliver jeg fanget. Især af den nærmest triphop-lignende musik og Jannis Noya Makrigiannis melankolske og hypnotiske vokal. Denne stil fortsatte på det album, Grasque, de udsendte.

Og med det i bagagen er de nu på turné, og lørdag aften ramte de Forbrændingen i Albertslund. Foruden at være min første koncert med bandet, var det også mit første besøg på dét spillested.

Men ingen af delene bliver de sidste. Forbrændingen viste sig at være et meget hyggeligt spillested, og med en meget fin lyd. Endnu et bevis på, at der findes mange gode spillesteder uden for København.

Og bandet kvitterede med en smuk og intens koncertoplevelse. Allerede inden, at de gik på, var vi kommet i den rette stemning, hvor Intimacy, der består af flere medlemmer af Choir Of Young Believers, havde leveret god opvarmning. Et band, jeg gerne hører mere til.

Kl. 22.00 gik Choir Of Young Believers så på, og de tog os gennem deres seneste album. Den melankolske stemning, der er på albummet, tog de med på scenen, og lod den forplante sig i publikum. Synths og triphop-lignende trommer lagde lydtæppet bag Makrigiannis vokal, der var knivskarp og tilbagelænet på én og samme gang.

De gjorde det ikke sværere end det er, og det var tydeligt, at de nød at stå på scenen, men publikum var også meget lydhøre. Koncerten stod nærmest konceptuelt, hvor mange af sangene gled ind i hinanden, og fulgte samme afdæmpede tempo. Men alligevel stak nogle ud mere end andre - især den afsluttende Gamma Moth og førnævnte Jeg Ser Dig, der sparkede benene væk under mig.

Tak til Lisbeth for at invitere mig med. Tak til Choir Of Young Believers for en fin og inderlig koncert. Vi ses måske igen på årets Roskilde.

Næste koncert bliver, for mit vedkommende, med Ukendt Under Andet Navn næste lørdag i København. En koncert, jeg ser meget frem til.

Copenhagen Beer Celebration 2016

I den forgangne weekend løb Copenhagen Beer Celebration (CBC) igen af stablen. Og for mit eget vedkommende var det tredje gang, at jeg deltog - igen i år sammen med Kenn fra Ølklubben, og i den grønne session lørdag eftermiddag.

De tidligere år har CBC været holdt i Sparta Hallen på Østerbro, men er nu flyttet til Øksnehallen. Det var et godt træk - der var plads til flere mennesker, men samtidig bedre plads ved standene og til at sidde ned undervejs.

Konceptet er meget enkelt. CBC løber over to dage - fredag og lørdag - og er delt op i fire sessioner, der hver varer 4 timer. Du køber så billet til én eller flere sessioner, og billetten giver fri adgang til øllet. Ved indgangen får du udleveret et armbånd, kort over standene samt et lille smageglas med plads til 10 cl (de fleste smagsprøver var dog "kun" på 6 cl).

Det meste af øllet er brygget eksklusivt til CBC, og for langt størsteparten på fad. Og bryggerierne kommer primært fra USA og England, men i år var der også udvidet med en skandinavisk afdeling, hvor nogle mindre kendte bryggerier fik mulighed for at præsentere en til to øl ved hver session, heriblandt mit eget favoritbryggeri, Det Lille Bryggeri.

Publikum var en blanding af hardcore ølnørder og almindelige nysgerrige, og hvor førstnævnte rundt om ved bordene og standene gjorde flittigt brug af deres notesbøger. Men fælles for alle var at få smagt noget godt øl - og det gjorde vi!

Kvaliteten var tårnhøj, og efter, at det første kaos havde lagt sig, var der efterhånden god plads ved alle standene, så der også var tid til en lille sludder med de enkelte brygmestre og spørge lidt mere til øllet. Det meste af øllet var i den mere eksperimenterende ende - det være sig øltype, lagring, ingredienser med videre. Alle standene var meget effektive, hvor fokus var på publikum, ligesom de var flinke til at skylle ens glas, så man bedre kunne smage netop deres øl.

Hvad angår selve øllet bar udvalget præg af, at de mere sure øl er The Hype lige nu, men også Berliner Weisse var at finde mange steder. Sidstnævnte siger mig ikke det store, men jeg fik smagt mangt en god øl af den sure slags. Faktisk var de i overtal på min smagsliste. Alkoholprocenten er håndterbar, øllet udfordrer mine smagsløg og giver en god variation i det, der smages. Og blandt andet Boon, Bell's, LoverBeer, Edge, Lervig og Way Beer skænkede nogle meget gode og spændende øl op.

Men nu er der andet øl i verden end det sure, så vi fik også nogle fantastiske imperial stouts. Blandt andet Mexican Coconut Cake fra Westbrook, Dark Lord Dwarven Power Bottom fra 3 Floyd's og ikke mindst The Dark Overlord fra Amager Bryghus, der står tilbage som den bedste øl, jeg smagte på CBC i år. Det siger ikke så lidt!

Alt i alt endnu en god ølfestival og det er helt sikkert, at vi igen til næste år vil prøve at få billet til én af sessionerne.

Skål!

28 timer i Stockholm

Strandvägen set fra Djurgården

Tidligere var jeg, i arbejdsmæssig øjemed, ofte i Stockholm, men nu begrænser disse ture sig til en årlig forseelse. Og for tredje år i træk, valgte jeg at forlænge turen med "tid på egen hånd". For byen er én af de fedeste og smukkeste storbyer, jeg kender, og jeg kan aldrig få nok af den. 

Den er en rigtig storby, med hektisk liv, men den har også dén nærhed og ro, der kendes fra "landet". Den ligger smukt ved vandet, og foruden mange handelsstrøg, byder den også på mangt en hyggelig park, mangt et hyggeligt torv, og især Gamla Stan er et besøg værd - med dets små stræder og gamle huse.

Turen begyndte onsdag kl. 16.00, hvor vores todages chefmøde sluttede. Kollegerne rejste hjem til København og Helsingfors, mens jeg listede ud i byen. Lige overfor vores svenske hovedsæde, ligger Kungträdgården. For få uger siden strålede kirsebærtræerne over pladsen. Nu var den omdannet til Eurovision Village. For byen var netop præget af det forestående Melodi Grand Prix. Jeg var en tur forbi boderne og de scener, hvorfra der lød "musik", men var lidt ærgerlig over ikke at opleve pladsen i sin helhed - for den er meget smuk. 

Men jeg fik været gennem den og de øvrige parker, der ligger lige omkring, ligesom jeg gik rundt på må og få. Det ledte mig forbi Stureplan, Dramaten, den smukke esplanade langs Strandvägen, hvor mange både er omdannet til barer og restauranter og ikke mindst Djurgården, hvor parker, sletter og museer ligger side om side.

Torsdag morgen var jeg så klar til den store byvandring. Ligesom med turen til Rom i begyndelsen af april, valgte jeg at lade spontaniteten og nysgerrigheden lede på vej. Vel vidende, at jeg nok skulle få oplevet byens "must see"-seværdigheder, for centrum er ganske lille og byen nem at komme og finde rundt i.

Det blev til mange km. på raske fjed, men vejret var også med mig. Høj sol, blå himmel og tålelige temperaturer. Jeg gik ad Olof Palmes sidste rute, kom forbi mangt en kirke, og et observatorium, hvor der var en smuk udsigt over byen. Spændende at gå ad hidtil ukendte stier.

Riksdagen

Men det blev - som nævnt - også til de mere kendte steder, og jeg nyder fortsat at kunne sætte flueben ved Riksdagen, Rosenbad, Riddarholmen, kongeslottet, Stortorget, hvor der denne gang ikke var noget stockholmsk blodbad og så videre. Og undervejs kunne byens små og hyggelige gader, de mange torve og Mäleren, der deler byen, nydes i fulde drag. Bare at sidde med en kop kaffe og se livet gå forbi eller skue over vandet, mens roen falder over én. 

Turen sluttede i Södermalm, der er byens svar på Vesterbro, Williamsburg og Notting Hill. Gallerier, designere i alle afskygninger, cafeer, ølbarer og så videre. Et område, jeg skal udforske lidt mere, næste gang, jeg er på de kanter.

Helt alene var jeg ikke -
jeg mødte nemlig Astrid!

Så alt i alt nogle dejlige timer i Stockholm, og jeg vender helt sikkert tilbage igen, for selv om, at jeg efterhånden kender byen ganske godt, er der fortsat nye veje at gå ad, nye oplevelser, der venter lige om hjørnet. Og gensynsglæden er altid stor. 

Og dermed jeg kun give byen mine varmeste anbefalinger til enhver rejse- og oplevelseslysten.

Fatamorgana

Jeg har tidligere skrevet begejstret om øl fra svenske Omnipollo, og den begejstring fortsætter efter, at jeg forleden smagte deres Fatamorgana.

Der er tale om en Imperial IPA på 8%, men den smager af meget mere. Den er ikke specielt humlet, om end lidt bitter i eftersmagen. Det bitre kan stamme fra den smag af citrusfrugt, der præger øllen. Det giver øllen en god portion friskhed.

Samtidig er den ganske let og liflig, og dermed også letdrikkelig - på den gode måde.

Jeg nød den uden ledsagelse, men jeg tænker, at den også ville kunne stå godt til en frokost.

Ofte er en Imperial IPA en bombe af humle og bitterhed, men Omnipollo viser her, at der også kan gås andre veje uden, at øllen bliver kedelig eller dårlig.

Alt i alt er Fatamorgana endnu en understregning af, at Omnipollo er blandt nordens mest interessante bryggerier.

Øllen blev købt på www.bestofbeers.dk.

Skål!

De Underjordiske i Pumpehuset

Ét af sidste års bedste musikopdagelser var danske De Underjordiske, der er en del af den syrerock-bølge, der p.t. er på musikscenen. Og med albummet Ind I Flammerne i bagagen, er bandet nu på turné landet over.

Det ledte dem fredag aften til Pumpehuset, hvor også jeg havde en fundet en plads i det propfyldte lokale.

De Underjordiske kvitterede med at sparke deres sange ud fra scenen, og efterlade publikum i en trance. Og det uden medikamenter - i hvert fald for vores vedkommende!

I den times tid, koncerten varede, fik vi hele albummet, en ny sang samt deres version af Gnags' Vilde Kaniner, der svingede rigtigt godt. Højdepunkterne var dog Vi Kommer Nu, Med Næb Og Kløer og især Hvis Du Forstod, der sparkede benene væk under mig.

I front stod sanger Peter Kure, som dansede rundt på scenen i noget, der lignede en indiansk krigsdans, og som med sin lyse og nasale stemme, sang ind i hjertet på publikum, mens støjende guitarer, tung bas og trommer lagde et imponerende lydtæppe. Samtidig formåede Kure at skabe god kontakt til og med publikum.

Det hele blev bakket op af den fremragende lyd, der ofte er i Pumpehuset samt et lysshow, der stod godt til bandets psykedeliske lyd og tekstunivers. Og derfor var det også let for et publikum, der var meget dedikeret, at give sig hen til musikken.

Så alt i alt en meget fin musikaften - dog uden at nå de helt store højder, men mindre kan også gøre det.

Tak til Lisbeth for endnu en god koncertoplevelse. Tak til De Underjordiske for en god koncert. Vi ses helt sikkert igen.

Næste koncert er, for mit vedkommende, på lørdag, hvor Choir Of Young Believers spiller op og ud på Forbrændingen i Albertslund.

Leicester FC - Against Modern Football

Forleden sikrede Leicester FC sig sit første engelske mesterskab, og det efter en forrygende og imponerende sæson. Og selv om, at jeg ikke har fulgt så meget med i årets sæson, kan der ikke sættes én finger på dét mesterskab.

Sidste år undgik holdet med nød og næppe nedrykning fra Premier League, sommerpausen var præget af uro og træneren blev fyret.

Ind kom italienske Claudio Ranieri, der nok har haft en imponerende trænerkarriere, men uden de helt store triumfer. Jeg skal ikke kunne sige, om han har været den afgørende faktor, men han formåede i hvert fald at skabe et slagkraftigt hold, der var båret over dyder som en stærk defensiv, en hårdtarbejdende midtbane og en giftig offensiv. Og ikke mindst et hold, der står som ét hold.

Og de kampe, jeg har set med Leicester, har ofte været svært underholdende. Der har ikke været meget fedtspilleri over dem, men som et hold, der var gode til at forsvare, men som også ville angribe, når de havde bolden. Det ses også af, at det i skrivende stund kun er Manchester City og Tottenham, der har scoret flere mål end Leicester.

Læg dertil, at netop træneren velsagtens var holdets største stjerne inden sæsonstarten. De øvrige spillere var mere eller mindre ukendte i den brede offentlighed. Bevares, herhjemme kendte vi godt Kasper Schmeichel, men både han og resten af holdet er nu på alles læber.

Topscoren Jamie Vardy er kommet på landsholdet, og blev også af kollegerne kåret til årets spiller. En angriber af den gamle skole, der arbejder stenhårdt for holdet og med en fantastisk målnæse.

En anden er Riyad Mahrez. Årets profil i Premier Leaugue - som den første afrikaner nogensinde. En spiller, som for to år siden kostede klubben 400.000 pund. En åbenbaring af en midtbanespiller. En slider, men samtidig meget elegant i sit spil, og som også er meget målfarlig.

Sagt med andre ord, er Leicester FC meget langt væk fra alverdens købe- og nyrige hold, hvor dyrt betalte stjerner hober sig op - og falder igennem, da de har mere travlt med dyre biler og dyre damer. En fuckfinger til "modern football", hvor penge udenfor banen og primadonnanykker på grønsværen hører til dagens uorden. Og en tro på, at fodbolden fortsat har en fremtid - en fremtid, hvor hårdt arbejde, holdindsats og disciplin giver resultater. Et helt igennem meget sympatisk hold.

Mange har kaldet mesterskabet en sensation. I det udsagn ligger der en indbygget tragik - nemlig, at du kan vinde et mesterskab, hvis du er en storklub med dyre stjerner. 

Til lykke til Leicester FC med deres første engelske mesterskab. Lad dette være det gode eksempel for fremtidens fodbold. Naiv har man lov til at være - en gang i mellem.....

Black Imperial Russian Stout

Klosterbryggeriet kender jeg ikke så meget til, men forleden smagte jeg deres Black Imperial Russian Stout. 

Den holder 10,5%, men er forholdsvis let i smag og fyldighed. Og minder mere om en porter eller Dark IPA. Dog har den de vanlige smagsnoter som kaffe og chokolade, ligesom lakrids også anes i eftersmagen.

Den ser indbydende ud, når den bliver hældt op, men er hurtigt glemt, når først flasken er blevet tømt. Og glider hurtigt ned. 

Normalt vil en sådan type øl være en rigtig nydeøl, du sidder længe med, men den er for let og tynd i smagen. Så det er ikke en øl, jeg går tilbage til.

Øllen blev købt i Byens Gaver & Specialiteter i Ringsted.

Skål!

The Minds Of 99 i Store Vega

For 6 måneder siden oplevede jeg danske The Minds Of 99 vælte Gimle i Roskilde. Fredag aften var det tid til et gensyn - denne gang i Store Vega. En koncert, der var kulminationen på en forårsturné landet over, hvor bandet endnu en gang beviste, at de er blandt landets absolut bedste livebands - at dømme efter anmeldelser og publikumsreaktioner på Facebook og Instagram.

Så det var med store forventninger, at vi fredag aften troppede op i Store Vega. Og da uret ramte 22.45 kunne vi notere, at de blev mere end oversteget, for det blev et 90 minutters langt triumftog.

Fra første akkord havde de et Store Vega, der var proppet til sidste ståplads, i deres hule hænder, og de slap først taget, da aftenens sidste nummer, Someone Made You, fadede ud.

Det centrale midtpunkt på scenen er forsangeren, Niels Brandt, der med en indebrændt og intens mine hvæser sangene ud gennem mikrofonen, men samtidig er i nærkontakt med publikum - på en meget ikke-påtaget måde. Et energibundt, der elsker at stå på scenen, og som er tændt koncerten igennem. Og som til sidst overgav sig, og kastede sig ud til publikum, mens salen sang og skreg under Fuglebur.

Han bakkes op af et satans velspillende band, hvor især bassisten, Asger Wissing, lyser op. Sjældent har jeg set så megen spilleglæde, og bassen fyldte også meget i lydbilledet - især i de tunge versioner af Stjerner På Himlen og Hjertet Følger Med. Men generelt gives der plads til hele bandet.

Vi kom godt rundt i bandets to albums, og der blev vekslet fint mellem de mere stille passager og de sange, der rev i danse- og hoppeskoene. Og det er fuldkommen umuligt at fremhæve nogle sange på bekostning af andre. For de alle rev dig med - på hver sin måde.

Og selv om, at publikum fuldstændig overgav sig til musikken og den fest, bandet skabte, viste The Minds Of 99 også, at de er meget ydmyge, og det er altid klædeligt. Det MÅ også være fedt for et så ungt et band at opleve en sådan modtagelse.

Alt i alt en koncert, der får 6 stjerner ud af 6 mulige. Svedigt, medrivende og f*ucking fantastisk. Og jeg er sikker på, at taget på Vega endnu ikke er landet og at murene fortsat ryster.

Tak til Lisbeth for endnu en fed koncertoplevelse. Tak til The Minds Of 99 for en totaloplevelse.

Vi ses helt sikkert derude igen - måske på Roskilde eller andetsteds.

Men inden da, venter The Choir Of Young Believers og De Underjordiske i den kommende uge, og således fortsætter musik- og koncertrejsen.