tirsdag den 20. november 2012

Noget at se frem til

Det er altid godt at have noget at se frem til, og her i november-mørket og med lange, hektiske arbejdsdage synes jeg, at det også er rart at have nogle rejser at se frem til. Og jeg ved, at 2013, for mit vedkommende, i hvert fald byder på 3 rejsemål - udover de vanlige arbejdsrejser til de nordiske hovedstæder, Polen og Baltikum.

Første rejsemål bliver Budapest. Datoen er endnu ikke fastlagt, men et godt bud er det tidlige forår, og selskabet bliver min søster og svoger. Planen er at låne Nordeas lejlighed, der skulle ligge ganske centralt i byen, og derefter nyde byen og forhåbentligt et dejligt forårsvejr. Budapest skulle være en meget velholdt og smuk by, der på mange områder skulle minde om Prag og Krakow - to byer, jeg sætter stor pris på. Og samtidig være ganske billig at bo i, og det er jo også værd at tage med!
 
Efter sommerferien venter så Edinburgh, og det i forbindelse med Ølklubbens årlige studietur. En by, der længe har stået på min liste og derfor også en tur, jeg ser meget, meget frem til. Byen skulle være umådelige smuk, med Edinburgh Castle som "signatur-seværdigheden". Turen vil muligvis indbefatte en smut-døgn til den lille by Pitlochry, der foruden destilleri og mikrobryggeri, skulle give gode muligheder for at få fornemmelsen af Skotlands storslåede natur - at stå med "vinden i håret" og skue over grønne marker, hvor fårene vandrer rundt, og med stengærder og et hus langt ude, hvor røgen stiger fra skorstenen, har længe været en stor rejsedrøm for mig.
 
Endelig vil jeg blive meget overrasket, hvis 2013 ikke byder på den længe overvejede forlængede weekend i Stockholm. Og sandsynligvis først på efteråret, hvor opholdet kunne suppleres med Stockholm Beer & Whisky Festival. Og dermed en god kombination mellem at nyde godt øl og den smukke by, jeg kun ser i glimtvis, når jeg haster fra stationen til Nordeas svenske hovedkvarter.
 
Og når det så er skrevet indbefatter ingen af disse ture den nærmest årlige fodboldtur til udlandet. Det er derfor ikke utænkeligt, at en sådan også vil blive klemt ind - måske til Tyskland, der ofte har været målet for sådanne ture.
 
Men altså nogle gode ting at se frem til, og at rejse er at leve, som H. C. Andersen så rigtigt skrev!

2 kommentarer:

Zhenya and Morten sagde ...

Husk banken har en lejlighed i Budapest. Placering er fantastisk, plads til 4. God fornøjelse

Søren Nielsen sagde ...

Og det er netop bankens lejlighed, jeg håber at leje. Og mange tak :)