tirsdag den 13. november 2012

Det kunne have været så godt #2

Som skrevet et par gange i dette forum, er jeg ganske begejstret for det danske magasin, Euroman, om end kvaliteten varierer fra nummer til nummer, og nogle er hurtigt læste og oversete, men generelt holder det et meget højt niveau.

Magasinet er ofte leveringsdygtig i skarpe og konstruktiv kritiske portrætter, hvor de sjældent falder i fascinationens fælde, men i stedet søger at finde nye veje, nye måder til portrættet eller baggrundsartiklen. Et af dem, der fortsat står stærkt i erindringen, er ét for 1½ års tid siden, hvor man gik helt tæt på familien Zobel. "Det er en spændende fortælling om penge, magt, relationer til kongefamilien og samfundets spidser, samt selvfølgelig skyhøje ambitioner på familiens vegne", som bladet skriver på sin hjemmeside.

Og i sin stald, har magasinet nogle af landets ypperste skribenter, hvor især Anne Sofie Kragh har stukket ud med nogle af de bedste politiker-portrætter/artikler, jeg har læst - om blandt andet Lars Løkke, Lene Espersen og Kristian Thulesen-Dahl.

Derfor var begejstringen stor, da august-nummeret kom på gaden, hvor der var et portræt af Kronprins Frederik, skrevet af netop Anne Sofie Kragh. Nu får jeg ikke altid læst det med det samme, men for nylig kom jeg så gennem august-nummeret, og dermed også portrættet/interviewet med Kronprinsen.

Forventningerne var naturligvis, at der ville være tale om ét, der var i tråd med tidligere portrætter bragt i Euroman, jævnfør ovenstående, og med en konstruktiv kritisk tilgang. Men - da jeg havde læst portrættet, måtte jeg lige igen tjekke, hvem skribenten var. Var det virkelig Anne Sofie Kragh? Eller var det ikke snarere Bodil Cath eller for den sags skyld Jes Dorph-Pedersen?

Årsagen til forvirringen var, at der var tale om ét, der måske var bedre egnet til Se & Hør eller Billed-Bladet - ikke et ondt ord om dem - for sjældent har jeg læst et så salvelsesfuldt portræt i Euroman. Indtrykket er, at det klare ærinde var at vise, at han er en helt anden end det billede, offentligheden har. Han er helt nede på jorden og er ligesom folk, når de er flest - og det er måske også tilfældet... - men igen er der det med den hårde opvækst, opmærksomheden, de sliddende rammer og så videre. Og det hele afleveret som i en skåltale og uden forsøg på perspektivering og en konstruktiv kritisk tilgang.

Og vi får igen den med radioprogrammet sammen med Alex Nyborg og Kronprinsens "specielle" musiksmag. Herregud, der var altså tale om musik, der var tæt på at være mainstream hos hans jævnaldrende. Samtidig læser vi om, hvor god han er til sport og de ting, han gør. Hvor godt, han klarer sig. Men naturligvis ikke ét ord om, at han jo ikke ligefrem er overbebyrdet af lange arbejdsdage og må tage slæbet med hus, have, indkøb, børn og så videre, og derfor har tid til at gøre de ting, han har lyst til.

Det er meget fint og nysseligt, og personligt savner jeg tilgange som:
  • Kontrasten mellem det at være nede på jorden og "normal" og så de mange privilegier, som vi ser, at Kronprinsen gerne nyder godt af. Fodboldkampe og andre sportsarrangementer samt koncerter, det er umuligt at få billetter til eller som er hundedyre. Dyre og eksklusive rejser, ekstravagant levevis og så videre
  • Spot på modsætningen mellem at skulle være upolitisk og så insistere på at blive medlem af Den olympiske komité og ytre ønsker om, at OL kom til Norden - altså politisk virke og politiske ytringer
  • En diskussion af, hvorfor Kongehuset ikke er underlagt større krav fra offentligheden end tilfældet er. Både i forhold til den apanage, de får, og i en tid, hvor der skæres alle vegne og stilles stadig stigende krav til høj som lav, og hvor folk (når de er flest) knokler det hvide ud af øjnene for at få egen økonomi til at hænge sammen.
Alt det andet kan læses i de kulørte ugeblade, men jeg forventede - og forventer! - noget andet fra Euroman.

Ovenstående skal også ses i det lys, at til trods for, at jeg er royalist af den mere bløde mellemvare, nærer jeg en stadig stigende skepsis overfor Kongehuset. Ikke så meget som institution, men snarere hvordan især Kronprinseparret udfylder rollen. Og mens, jeg læste portrættet tænkte jeg igen på dette indlæg, skrevet af én af mine yndlingsbloggere, Anne Sophia Hermansen, der endnu en gang gav stof til eftertanke og fortsat er meget spot on!

Hele portrættet kan i øvrigt læses her.

Ingen kommentarer: