I morgen er det præcist 10 år siden, at min mor døde. 10 år, der som oftest føles som dage eller måneder.Som jeg skriver her, bliver hun syg kort efter, at min far døde. Hun var 3 år forinden blevet behandlet for kræft, og et-eller-andet sted i baghovedet frygtede vi, at den forbandede sygdom var vendt tilbage.
I løbet af efteråret går det op og ned. Nogle dage er gode, andre dage har hun så store smerter, at hun kun kan ligge krumbøjet på gulvet. Der er undersøgelser og indlæggelser. Hun er hjemme i julen - den lorteste jul af dem alle. Den første uden min far, den sidste med min mor.
1. februar bliver hun så indlagt på RASK i Køge, og hun kommer ikke hjem igen. Det bliver ved med at gå ned af bakke, og vi er vidner til et grusomt forløb. Min søster og jeg besøger hende næsten hver dag, passer hendes lejlighed, og klarer vores eget liv og arbejde. Set i bakspejlet forstod jeg ikke altid, hvordan vi kunne overkomme alt dette, men ofte kan du mere end du selv tror, at du kan.
I slutningen af marts er jeg sammen med Martin Søgaard i Rom, hvor vi skal løbe marathon. Jeg sender et postkort til hende, hvor jeg skriver, at jeg håber, at hun snart bliver rask. Postkortet når aldrig frem.
Den sidste dag, jeg taler med hende er Langfredag. Hun er helt afkræftet, og må støtte sig til en rollator, mens hun skal på toilettet. Da jeg forlader stuen vender jeg mig om og ser, at hun ligger i sengen, med ansigtet vendt mod mig og sender de mest sørgmodige øjne til mig.
Dagen efter bliver hun overført til intensiv afdeling. Jeg tror stadig på håbet, men læger og sygeplejesker forbereder os også på den ulykkelige udgang. I løbet af de næste par dage besøger hendes nærmeste venner hende for sidste gang. Og 2. påskedag om eftermiddagen kommer vores morbror og tante. Han sidder og holder hende i hånden, mens hans fortæller historier og anekdoter fra deres barndom. Det er som om, at hun kun lå og ventede på, at han skulle komme. Nu kan hun sige farvel, og få timer efter siger hun farvel til denne verden.
Min søster og jeg sidder ved hendes side, da hun ånder ud. Jeg forlader hendes seng, mens min søster gør hende klar. Jeg går herefter alene ind på stuen og sidder ved hendes seng, mens jeg beder en bøn. Efter mit Amen, braser min verden sammen - måske ikke udadtil, men indvendigt lyder det voldsomste brag. Indenfor 9 måneder har jeg mistet de to personer, jeg elskede højest på denne jord. Jeg er ikke en gang fyldt 34 år. Og genopbygningen er her, 10 år efter, fortsat i gang.
Hvor absurd det end måtte lyde var hendes død det bedste, der kunne ske, omstændighederne taget i betragtning. Det var meget synd for at hende, at hun skulle ligge der og lide såvel fysisk som psykisk. Så det var godt, hun fik fred og alt andet ville have været uværdigt. De sidste dage sad vi også og tænkte ”få nu bare fred, mor”. For hendes skyld. Vi vidste også, at hun aldrig ville blive helt rask igen.
Som ved min far, virker besøgene hos bedemand, præst med videre fuldkommen uvirkelige. Er det del 2 af en film, jeg medvirker i? Men alt bliver klaret, og lørdag den 6. april bliver hun begravet. Som ved min far, er kapellet fyldt med familie, venner og blomster.
Efter salmer og præstens smukke ord til og om min mor, skal jeg/vi gå samme vej, som 9 måneder tidligere. Min søster står sammen med sin familie og foran dem står jeg alene og kigger på rustvognen. I forbindelse med dette indlæg har jeg genlæst nogle af mine breve til min gode veninde, Mie, der som ved min fars død, gav mig en uvurderlig hjælp gennem sorgen. I et af dem citerer jeg Ole Bornedal, der i forbindelse med hans egen mors død udtalte: ”Da var jeg i det ultimative yderpunkt: Hvis jorden er flad, så var jeg nået til kanten og kiggede ned. Og der ville jeg ikke hen, nu måtte jeg tilbage. Og i det øjeblik, man går tilbage, kan man se, at alt det andet er der ikke nogen grund til at tage alt for alvorligt”. Sådan havde jeg det i det sekund. Sådan har jeg det fortsat den dag i dag.
Efterfølgende er der kaffe og smørrebrød på Benløse Kro. Jeg takker gæsterne for, at de er kommet, og set i bakspejlet aner jeg ikke, hvor kræfterne kom fra. Måske jeg bare ventede på, at filminstruktøren sagde "cut".
Der er noget godt i alt, og vores forældres død førte min søster og jeg endnu tættere på hinanden. Ikke, at vi nogensinde har været væk fra hinanden. Familie holder sammen, men vores forældres død knyttede os endnu tættere sammen. En anden god ting er, at min svogers forældre tog mig til dem, om jeg så må skrive, hvor jeg eksempelvis inviteres med til familieting med videre. Det gode forhold, vi i dag har, er jeg dem dybt taknemlig for.
Endelig betød de to dødsfald så tæt på hinanden, at der skulle ske noget nyt mit liv. Blandt andet tager jeg en beslutning om at læse HD 2. del og ikke mindst at skifte arbejde. Og to måneder senere skifter jeg Midtsjællands Postcenter ud med Post Danmarks hovedkontor, og i den tid, jeg er der, møder jeg den nuværende Ølloge samt Per, Preben og Karin, hvis venskab, jeg den dag i dag sætter stor, stor pris på.
Jeg vil ikke påstå, at min mor var den bedste mor i verden, men hun var min mor. Jeg orker heller ikke at dvæle ved eventuelle dårlige minder eller lignende. Jeg så op til hende og spejlede mig i hende, og gennem hele livet havde vi et meget tæt forhold. Hun var den, som læste med mig, diskuterede med mig og udfordrede mig. Især omkring politik og holdninger, hvor værdier som tolerance, frisind og frihed var nogle, jeg fik ind med modermælken. Vi diskuterede film, bøger, oplevelser, rejser, politik og så videre. Men ikke sport - her trak min far nitten og måtte være den, der lagde ører til podens evindelige snak om dette og især hint.....
Min mor og far var ens på mange områder, i deres holdninger og hjælpsomhed overfor andre. De stillede altid op, når der var behov for det. Men min mor var nok den mere empatiske og lyttende af de to. Jeg beundrede hende for hendes omsorgsfuldhed og evne til at stille op og lytte til andre. Og ikke mindst til at holde sammen på tingene, uanset hvad det drejede sig om. Hendes rummelighed var nærmest grænseløs. Jeg er overbevist om, at hun var meget vellidt, hvor hun havde nemt ved at lære andre at kende og hvor andre satte stor pris hendes selskab, væremåde og så videre. Det var også noget af det, jeg beundrede hende for.
Jeg runder af, som jeg gjorde ved indlægget om min far:
Fortryder jeg noget? Ja, én ting. Og kun én. Det er, at jeg aldrig fik fortalt min mor, hvor højt jeg elskede hende. Jeg tror, at hun vidste det, og handlinger er altid at foretrække frem for ord, men tingene må også siges.
Mor, jeg elskede dig, og vil altid gøre det. Pas godt på far og alle de andre. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om og ikke mindst fortælle og vise dig. Vi, Anette og jeg, har det godt, og du er borte, men aldrig glemt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar