lørdag den 5. december 2015

Julebryg i Ringsted

Onsdag aften havde Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling igen kaldt til samling, hvor den stod på årets julebrygsmagning.

Arrangementet var henlagt til den hyggelige café/bar, Skema, hvor 38 forventningsfulde medlemmer troppede op. Og dermed var der også tale om endnu et udsolgt arrangement.

Ingolf og Asbjørn fra den lokale bestyrelse ledte os gennem 10 øl, der ikke tidligere havde været repræsenteret ved smagningerne. Øllet var primært dansk, men også belgisk og norsk. 

Der blev fortalt lidt om øllet og bryggeriet, mens stemningen steg lystigt ved bordene i takt med, at vi kom gennem smageskemaet.

Generelt syntes jeg, at der var fundet nogle gode sager frem, og ingen af øllene faldt decideret igennem. Om end nogle af dem ikke smagte af jul, mens andre var for søde.

For mit eget vedkommende var aftenens store overraskelse Christmas Ale fra Coisbo. Den holder 7%, men var meget fyldig i smagen. Og med smagsnoter af kanel og anis, og det balanceret perfekt.

Aftenens vinderøl er i glasset
Men min egen favorit var dog Mème Jesus Plus fra Evil Twin. En imperial stout på hele 10%. Den blev dog kun nummer fire i afstemningen om aftenens bedste øl, men det var nu heller ikke specielt julet.

Vinderen blev God Jul fra Nøgne Ø. Men den var også rigtig god. Den holdte 8,5%, og var meget fyldig, og med især smæk på lakrids i eftersmagen.

Så alt i alt endnu et vellykket arrangement i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling.

Næste arrangement er i øvrigt 12. januar, hvor jeg selv er med til at planlægge smagningen, og det over temaet "Sorte og mørke øl, som den nordiske vinter".

Ingen kommentarer: