tirsdag den 4. oktober 2011

Kommende koncerter

Kalenderen står på efterår, og vanen tro, betyder det også øget koncertaktivitet. Både på spillestederne og for mit eget vedkommende. Dog har koncertfrekvensen de senere været stødt faldende - ikke fordi, det har skortet på spændende koncerter, men primært fordi, jeg simpelthen ikke orker en koncert en hverdagsaften i København - det har vist noget med alderen at gøre......

Anyhoo, så er der da over de næste måneder linet nogle spændende navne op, og hvor billetten er i hus.

I got you on tape
Den "gamle" Sneslev-dreng, Jacob Bellens, giver på lørdag koncert på, hvad der næsten kan kaldes for hans gamle hjemmebane, nemlig Ringsted Kulturhus. Og det i spidsen for de mere end fine I got you on tape. Jeg har set dem live et par gange tidligere, og hver gang var de svimlende gode. Mon ikke, det gentages i Ringsted, hvor de har ét af årets bedste albums med i bagagen. Desuden har jeg mange, gode koncertminder fra netop Ringsted Kulturhus, med Psyched Up Janis og Her personal pain som de bedste. I got you on tape ryger nok også helt derop!

De efterladte
De efterladte har blandt andet Peter H. Olesen i forgrunden, og ham har jeg oplevet +20 gange i livesammenhæng - i diverse konstellationer. 27. oktober får jeg så lejlighed til at opleve deres eminente album, Traditionen utro, live, og det sker i Musikcafeen i København. En længe imødeset koncert.

Elbow
Ikke et band, jeg kender særligt godt, men inden deres koncert den 11. november, får jeg tjekket endnu mere op på dem. Flere, hvis musikmening, jeg sætter pris på, har omtalt dem i meget positive vendinger. Især efter Elbows koncert på årets Northside. Samtidig bliver koncerten en god anledning til, at mødes med Facebook-vennerne og med-bloggerne, Peter og Jens.

Michael Møller
Michael Møller stod i maj bag årets absolutte største og flotteste musikprojekt, hvor han hver dag på internettet udgav en sang over temaet ugengældt kærlighed. Og via donationer blev samtlige 31 sange i august udgivet på cd og vinyl. Til december får jeg så i Vega mulighed for at opleve de smukke og gribende sange live.

Raveonettes
Ligesom med Peter H. Olesen, har jeg oplevet Sune Wagner et utal af gange live, men kun ganske få har været de store oplevelser - Psyched Up Janis i Ringsted Kulturhus, Raveonettes i Pumpehuset for en del år siden og så igen på årets Roskilde. Faktisk var sidstnævnte én af de bedste Roskilde-oplevelser i år, og med sig har de måske årets album. Og begge dele var årsagerne til, at de skulle få en chance mere. Koncerten skulle have været i sidste uge, men Sune Wagner er sygemeldt, så nu bliver det i stedet i december.

Walkabouts
Til januar gæster amerikanske Walkabouts Vega, og det er en koncert, jeg glæder mig meget til. Et af de bands, jeg har lyttet mest og længst til, men kun oplevet live én gang tidligere. Og her måtte jeg gå i anden sidste nummer, da jeg skulle nå sidste tog til provinsen. Næste gang tager jeg bilen!

Sådan ser programmet ud, og tiden må vise, om flere bliver føjet til..... Magtens Korriderer et sted på Sjælland og sammen med niecerne er blandt andet i støbeskeen.

1 kommentar:

rene sagde ...

det er da et godt efterår!
Og vi ses jo til de tilbageblevne -også et (centralt)sted på Sjælland.

God turné