En ny regering

I denne uge har Danmark fået en ny regering. En regering, der på mange måder er historisk - en kvindelig statsminister, første minister med anden etnisk baggrund end dansk og SF med i regering for første gang. Men også en regering, der vil en ny vej med Danmark.

Men meget er fortsat også ved det gamle. Den nye opposition begynder, hvor den anden slap, med kritik, surhed og som kun ser hullerne i osten. Det gælder så ikke kun de slagne politikere, men hele den borgerlige presse. Det er dog desværre ikke det, Danmark har brug for. Vi har brug for et samarbejdende folkestyre, hvor man lytter til hinanden, indgår kompromis og ikke kun har øje for sine egne meninger og ideologier. Og dermed også et brud med ti års blokpolitik. Det var netop det, S, SF og R gik til valg på og som skulle være pejlemærket for en ny, rød regering.

Derfor er det også grinagtigt og hyklerisk, når aviser og borgerlige politikere kæfter op om løftebrud fra valgkampen og gør et stort nummer ud af, hvem der har vundet og tabt i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Tesen har netop været at finde de brede løsninger og kompromiset. Dermed netop samme doktrin, som Poul Schlüter regerede ud fra i mere end 10 år. Og som Margrethe Vestager skrev på sin Facebook-profil: "Abstinenser efter kontraktpolitikken? Partier kan samarbejde og finde fælles løsninger - vælgerne gav ikke et parti 90 mandater. VKO er væk". Den holdning kan man kun være enig i.

Erhvervsmanden Asger Aamund supplerede i går med dette indlæg, som er så meget spot on!

Men der er nok også grænser for, hvor langt især SF kan tåle gå i forhold til de ting, de gik til valg på, og efterlader regeringen over tid et indtryk af, at den siger ét, men gør noget andet, vil det klæbe til den frem til valget. Men doktrinen for mange regeringer har også været, at de sure ting gøres i begyndelsen af valgperioden, i håbet om, at de er glemt på valgdagen og at økonomien tilsigter, at man ved valget kan forkæle vælgerne....

Mere grinagtigt er det, når regeringsgrundlaget bliver kritiseret for at være lidet konkret. Men her spiller 10 år med en flertalsregering nok ind, hvor der kun skulle forhandles under selve forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Herefter blev det hele stemt hjem. Vi har nu en mindretalsregering, der har sat samarbejdet i og ud af Folketinget, som én af sine fineste opgaver. Og derfor kan man heller ikke forlange, at alt er 100% konkret fra dag 1. Så er der jo ikke noget at forhandle om, og forhandling, lytning og samarbejde er det, der er brug for efter 10 år med dødsyg blokpolitik. Igen kan man notere, at Schlüter havde samme tilgang, som den Thorning-regeringen nu ligger til land fra.

Endelig noterer jeg, at mange iagttagere mener, at stemmeslugeren fra Aarhus, Nicolaj Wammen, har lidt et nederlag i ministersammensætningen. Tja, EU-formandsskab i 2012 og afstemning om to af EU-forbeholdene, samt en politik, hvor man igen åbner op overfor Europa og sætter EU højt på dagsordenen, er naturligvis nogle meningsløse opgaver! Jeg ser dog også Wammens rolle som den, Søren Pind havde som Integrationsminister. Kommunikatoren, som kan sætte dagsordenen og kommunikere retningen. Så et indlysende og oplagt valg. Desuden bliver det spændende at følge blandt andet Hækkerup'erne, Mette Frederiksen, Astrid Krag og Ida Auken, samt benjaminen, Thor Möger, i Skatteministeriet.

Nok om det, og nu må regering og opposition i arbejdstøjet. Tiden må vise, om regeringen får eksekveret på sit regeringsgrundlag, men formår den at samarbejde i og ud af Christiansborg, sikre at Danmark lever op til alle internationale konventioner og forpligtelser, og genåbner landet overfor Europa og resten af verden, er den allerede nået langt og har adskilt sig positivt fra VKO-regeringen.

God arbejdslyst!