Morrissey i Operaen

Mandag gæstede den engelske sanger, Morrissey, Operaen i København. Og da han er én af de sangere - enten som solist eller især i bandet The Smiths - jeg har lyttet mest til gennem tiden, var jeg naturligvis til stede....

Det var 4. gang, at jeg oplevede Morrissey live. Første gang i 1991 i Saga, sidenhen i 2006 på Roskilde og 2009 i KB-Hallen. Alle har været mindeværdige oplevelser, men uden dog at være helt oppe at ringe. Sådan blev det også denne gang....

Nå, men koncerten indledtes med engelske The Heartbreakers. Opvarmningbands er ved at udvikle sig til min yndlingsaversion, idet de ofte er med nedkøling, men Heartbreaks var en behagelig undtagelse. Klassisk engelsk guitarrock - blege fyre i t-shirts, og som spiller guitar - med referencer til rockabilly og tresserpop. Det band skal tjekkes mere ud!

Herefter fik vi 25 minutter med nogle af Morrisseys yndlingsmusikere. Den del havde nær taget livet af mig, om end Foundations og Nico "gav" nogle fine numre.

Kl. 20.55 gik hovednavnet så på. Og fra start til slut virkede han mere velafbalanceret end de tidligere gange, jeg har oplevet ham, hvor han har virket manisk og "se mig, se mig, og bekræft mig, bekræft mig". Her var det "bare" en mand bag en mikrofon, og som var kommet for at spille nye og gamle sange, og det med et velspillende, overskudsagtigt og energisk band i ryggen.

Med internettets lyksaligheder, havde vi fulgt med i sætlister fra de tidligere koncerter, så vi havde en idé om, hvad der ventede os. Den nuværende turné går under navnet The very best, men er ikke ment som en "Greatest hit"-turné, men snarere én, hvor der bliver gravet godt i bagkataloget, krydret med to spritnye sange. Hvad angår de sidstnævnte, The Kid's A Looker og Action Is My Middle Name, var de ikke ligefrem en åbenbaring, der tegner lovende for hans kommende album, men lad os nu se.....

Fra bagkataloget fik vi fem Smiths-perler, hvor især Meat is murder og There is a light that never goes out væltede huset og løftede koncerten. Sidstnævnte var en understregning af, hvor stor en komponist, Smiths-guitaristen, Johnny Marr, var. Desuden glædede jeg mig over, at vi fik én af Smiths-favoritterne, I know it's over, der ramte lige i hjertekulen. Og tiden stod stille.....

Men hovedvægten lå naturligvis på Morrisseys solo-materiale, heriblandt de mindre kendte Ouija Board, Ouija Board og Alma Matters. Generelt var der tale om nogle spøjse valg fra bagkataloget, men spændende at opleve sange, jeg ikke hidtil havde oplevet live - om end jeg nok havde valgt eksempelvis The more you ignore me frem for You're the one for me, Fatty fra samme periode.

Fra solo-tiden var One Day Goodbye Will Be Farewell den bedste live-oplevelse, mens koncertafslutteren, There is light that never goes out, var den bedste fra Smiths-tiden.

Den samlede sætliste kan ses her.

Hvad angår selve lyden, viste Operaen sig fra sin bedste side, og bør absolut lægge scenegulv til flere rockkoncerter. Klaus og jeg havde valgt de billigste billeter - 300.- stykket - og det fortrød vi ikke. Vi stod på bageste række, men stadig med frit udsyn til scenen og lyden var perfekt. Så slap vi også for at blive alt for irriterede på de tåber, der mente, de skulle hoppe op på scenen og kramme Morrissey.

Opsummeret giver jeg koncerten 5 stjerner ud af 6. Den sidste stjerne får han for Smiths-numrene og for de bagkatalog-numre, jeg ikke tidligere havde oplevet live. Og så for at virke mere cool på scenen og for det slet og ret fremragende band, han havde i ryggen.

Dermed også god fornøjelse til dem, som oplever ham i morgen aften i Aarhus.

Næste koncert bliver for mit vedkommende Mikael Simpson i Tivoli den 5. august.