Knud Nielsen, 1927-2001

Det er i dag præcist 10 år siden, at min far døde. 10 år, der som oftest føles som dage eller måneder.

Han blev indlagt ved middagstid om søndagen. Jeg besøgte ham om eftermiddagen, hvor jeg lovede at optage aftenens afsnit af Skærgårdslægen til ham (det bånd blev efterfølgende ikke slettet, men smidt ud). Natten til mandag bliver jeg så ringet op af min mor, som fortæller, at far er død. Herefter står verden stille, og de næste uger er, som at være med i en film. Jeg kommer straks ud til min mor, vi drikker en stiv drink og snakker lidt. Jeg kører hjem igen, går i bad og kører ud til hende igen. Her sidder vi og venter på min storesøster. Det eneste, jeg kan tænke på er, at jeg vil se min søster. Da hun kommer, kaster vi os i armene på hinanden. Deres ældste datter blev passet hos mine forældre, og hun lå inde i et af værelserne og havde hørt det hele - og vidste naturligvis, hvad der var sket.

Herefter bliver kirkegård, bedemand, præst og så videre klaret. Til selve begravelsen kan jeg ikke gå ind i kapellet, men står udenfor og møder alle de mennesker, der er kommet for et sidste farvel. Præsten holder en smuk tale, og kapellet er fyldt med familie, venner, blomster og kranse. Turen fra kapellet til gravstedet, er den næstlængde tur, jeg har gået - den længste var, da vi knapt 9 måneder senere gik samme vej med min mor i kisten. For ja, kort efter, at min far dør, bliver min mor syg. Sygdommen tog til, og da hun 1. februar 2002 bliver indlagt på Køge Sygehus, kommer hun ikke hjem igen. Hun dør 2. april 2002, 9 måneder og 17 dage efter min far. Men det er en anden historie.

Efterfølgende er der kaffe og smørrebrød på Benløse Kro. Jeg takker gæsterne for, at de er kommet, og set i bakspejlet aner jeg ikke, hvor kræfterne kom fra. Måske jeg bare ventede på, at filminstruktøren sagde "cut".

På det års Roskilde lærer jeg Mie Sandgaard at kende. Hun bor i vores lejr og vi  skriver efterfølgende lidt sammen og skæbnen vil, at vi har et skæbnefællesskab, idet hun også har oplevet døden tæt på sig selv. Vores korrespondance over de næste mange måneder er meget givende. Tanker, følelser og sorg kommer ud i verden så at sige, og via denne korrespondance bliver sorgen bearbejdet. Der kan ikke sættes ord på, hvor taknemlig jeg er for vores brevudveksling og at vi har lært hinanden at kende.

Der er noget godt i alt, og det gode ved min fars død var, at han fik den død, han ønskede, og dermed uden længerevarende sygeforløb, og at han ikke oplevede min mors sygdom. Den havde han aldrig stået igennem. Dødsårsagen var slet og ret, at han var slidt op. Set i bakspejlet vidste han nok, hvor det bar hen. Da mine forældre få dage før min fars død, besøger hans søster, har han tårer i øjnene, da de tager derfra, og der var også andre tegn på denne vished.

Jeg vil ikke påstå, at min far var den bedste far eller for den sags skyld ægtemand i verden, men han var min far. Jeg orker heller ikke at dvæle ved eventuelle dårlige minder eller lignende. Men jeg så op til ham og spejlede mig i ham. I mit voksne liv, blev vi nærmest venner, hvor vi talte meget sammen - om politik, historie, oplevelser, bøger, film og så videre. Og jeg nød vores ture rundt på Sjælland, hvor kirkegårde og familiesteder blev besøgt. Efterhånden lærte jeg også at forstå ham - hvorfor han var, som han var. Og så vidste jeg, at han altid var der for én - både da jeg var barn og efter, at jeg var blevet "voksen".

Blandt de rigtig mange gode minder, jeg har om ham, er hans rummelighed. Den gav sig blandt andet til udtryk i stor hjælpsomhed, og i værdier som, at man hjælper hinanden og stiller op, og at ting kun er ting. Som da jeg kort efter, at jeg fik kørekort lavede en bule i bilen, hvor reaktionen var i retning af "at det er jo det, der sker, og så har du lært noget af det" Og det var det. Værdier, som jeg prøver at efterleve den dag i dag.

Den gav sig også udtryk i at give andre muligheder - at han støttede op om de valg, vi traf og gav plads og rum. Han havde nok en drøm om, at jeg også gik cykelhandlervejen, men vidste også godt, at jeg var mere boglig end håndværker. Så da den videre vej skulle vælges, satte han sig ind på mit værelse og sagde, at nu måtte jeg vælge, hvilken vej, jeg ville gå. Og så ville mine forældre støtte mig og bakke op om det, men det forpligtede også, for valg har konsekvenser og vi gør tingene færdige.

Udover at miste min far og en god ven, mistede jeg også noget af min egen historie. Hans fortællinger fra sin barndom og opvækst, min farfars deltagelse i modstandsbevægelsen, familiesteder og så videre.

Fortryder jeg noget? Ja, én ting. Og kun én. Det er, at jeg aldrig fik fortalt min far, hvor højt jeg elskede ham. Jeg tror, at han vidste det, og handlinger er altid at foretrække frem for ord, men tingene må også siges.

Far, jeg elskede dig, og vil altid gøre det. Pas godt på mor og alle de andre. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om og ikke mindst fortælle og vise dig. Vi, Anette og jeg, har det godt, og du er borte, men aldrig glemt.