Mit første marathon

Sådan kan man også se ud, når man
har "løbet" sit første marathon

27. september stiller jeg til start i mit 19. marathon - denne gang i Berlin, og sammen med mine gode kammerater, Benjamin, Martin og Kenneth.

Det første løb jeg i 1998 - i maj i København. Jeg havde inden da løbet "on and off", men ikke specielt målrettet. Fodboldstøvlerne var blevet lagt på hylden og cyklingen trak ikke så meget længere. Og da mit arbejde også på daværende tidspunkt var meget stillesiddende, tænkte jeg, at jeg skulle sætte mig et mål for træningen, så jeg også kom af sted, når det stod ned i stænger eller når pingvinerne bankede på døren.

Jeg besluttede derfor, at et marathon meget passende kunne blive en 30 års fødselsdagsgave til mig selv - jeg rundede nemlig dét hjørne i april 1998.

På det tidspunkt kendte jeg ikke andre, som løb, og nettets udbredelse var ganske begrænset. Så jeg måtte, mere eller mindre, ty til "at prøve mig frem", mine erfaringer fra cyklingen, hvor jeg et par gange i begyndelsen af 90'erne cyklede Sjælland Rundt, tips i den lokale sportsforretning og hvad jeg ellers kunne støve op af blade og artikler om løb.

Så det blev meget ustruktureret - selv for en strukturfascist, som jeg - men LANGSOMT fik jeg bygget træningen op. Det krævede en vis overvindelse at komme forbi de tre træningspas om ugen og ikke mindst springe turene på byens barer over. Men målet i maj drev mig på vej, og stor var glæden, da jeg i begyndelsen af 98 ramte min første 15 km.-tur.

Og da jeg nåede maj og udfordringen for alvor kunne skimtes, følte jeg mig klar. Undervejs var løbe-garderoben også blevet suppleret op, men da den med "du må aldrig gå ned på udstyr" ikke var nået til mig endnu, valgte jeg at stille op i en helt almindelig bomulds-tshirt. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre i dag!

Dagen før dagen, fik jeg dog et gevaldigt knæk. Jeg havde ingen erfaring med at spise og drikke rigtigt op til et løb, og kombinationen af for mange bananer og for megen energidrik viste sig at være meget uheldig - jeg brækkede mig stort set hele aftenen før løbet. Så da jeg stod ved startlinjen, var det med en omgang morgenmad, en energibar og noget energidrik i maven. Og temmelig mange sommerfugle. Det var samtidig temmeligt varmt, så jeg følte mig dehydreret allerede inden, at starten lød.

Men jeg fik kæmpet mig rundt, og fik oplevet det, stort alle gør i et sådan løb - euforien, muren og så videre. Og rendte forvirret rundt ved depoterne, da jeg ikke lige vidste, hvad man gjorde - og ikke gjorde.

Tiden blev 4:58, men det var fuldstændigt underordnet. Jeg gjorde det - selvom jeg led og led og led undervejs. Og tænkte at skulle jeg få den vanvittige idé igen, håber jeg, at jeg får et par på kassen. Men følelsen, da jeg krydsede målstregen var helt ubeskrivelig.

Jeg fik ideen igen, og fik ikke nogle på kassen. Så året efter stod jeg der igen - mange erfaringer rigere, og med en form, der skar en time af tiden fra året før. Sidenhen blev det til flere løb i København, men også en del gange i Berlin, Hamborg og Odense, ligesom Rom og Paris kom på listen.

Til september venter Berlin så igen - jeg glæder mig.

Duckstein Weizen Cuvee

Sommeren er over os, og på samme tid sidste år, begyndte jeg her på bloggen et hvedeølstema - for hvedeøllen er netop en rigtig sommerøl. Temaet fortsætter ikke i år, men jeg vil fra tid til anden skrive lidt om de hvedeøl, jeg smager over sommeren.

Jeg lægger ud med Weizen Cuvee fra tyske Duckstein. Et bryggeri, der har en nærmest mytisk klang - i hvert fald her på matriklen. Sammen med mine rejsefæller på diverse fodboldture, Per og Preben, "jagter" vi nemlig altid bryggeriet, når vi er i Tyskland. Ikke, at det laver det absolut bedste øl fra den kant, men øllet fås kun nogle få steder i det nordtyske, og det er jo altid interessant at smage øl, der ikke kan erhverves alle steder.

Weizen Cuvee er en klassisk hvedeøl. Meget frisk i smagen, og kan snildt gå som både en nydeøl og en tørstslukker. Blandt smagsnoterne finder man citrusfrugter og karamel, og for en hvedeøl er den ganske maltet i smagen. Det gør den også en smule sødlig, men dog uden at blive sukret.

Smagen bliver dog i længden en smule anonym, men alligevel en øl, jeg gerne går tilbage til.

Øllen blev købt under en fodboldtur til Kiel i februar.

Skål!

Nyt fra Best Coast

Et af de senere års yndlingsbands, i hvert fald her på matriklen, er amerikanske Best Coast, der i 2010 bragede ind på musikscenen med deres fine Crazy For You. I 2012 kom opfølgeren, og nu har de netop sendt deres tredje album på gaden, California Nights.

Stilen er fortsat den samme - lyden fra tresserne og tilført 90'ernes støjende guitarer. Og bag mikrofonen står bandets absolutte frontfigur, Bethany Cosentino, som fremfører sangene med stor overbevisning og inderlighed. Sange, der primært handler om kærlighedens mulige og umulige veje.

Det kommer der også denne gang et helstøbt album ud af, om end vis variation havde klædt albummet, og løftet det helt op i toppen af årets bedste albums.

Men mindre kan også gøre det, og sange som titelnummeret, Feeling OK, In My Eyes og Wasted Time er forfriskende perler på et album, der gerne vil meget, men ikke når helt i mål.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:

Prairie Hop

De seneste par år har de mere humlede øl kravlet højere og højere op på min hitliste over de bedste øl, jeg har smagt - og foretrækker. Og Prairie Hop fra amerikanske Prairie Artisan Ales, som jeg smagte forleden, ændrer ikke ved dette.

Der er tale om en belgisk inspireret strong ale, der samtidig læner sig en del op af saison-øllene. Bryggeriet har så puttet en gevaldig omgang humle i den, der gør øllen ganske bitter og tør. Men der er fin balance mellem saison-sødmen og så det humlede. Og bare allerede ved at dufte til den, ved du, at der her er tale om en meget humlet øl.

Blandt smagsnoterne findes selvfølgelig humle, men også tropiske frugter og citrus.

Alt i alt giver det en meget spændende smagsoplevelse, og med en øl, der bør nydes uden ledsagelse af mad. Og det er helt sikkert, at der ryger flere øl fra Prarie ned i kurven, skulle jeg igen støde på bryggeriet.

Øllen blev købt i Ølbutikken i Istedgade, København.

Skål!

Feriedrømme

Forleden kom jeg i noget skriveri ind på feriedrømme - hvilke steder, vi gerne vil opleve eller genopleve.

Og da "at rejse er at leve", blev disse drømme hos mig, og da jeg har hang til lister, følger lige her min Top-10 - i upriroiteret rækkefølge:

1. New York - byen over alle byer, og som jeg vældig gerne vil tilbage til
2. Rom - har kun været der én gang, men det var i forbindelse med et marathonløb. Vil gerne opleve den på tæt hold
3. Paris - det samme som med Rom
4. Barcelona - jeg har fortsat til gode at møde nogen, som ikke har noget godt at sige om byen, og kombinationen af stor- og strandby skulle være fantastisk
5. Maldiverne - det eksotiske og det romantiske skulle her være forenet på ét sted
6. Australien - storbyerne og den storslåede natur trækker enormt meget i mig
7. New Zealand - skulle Austaliens natur være storslået, skulle den i New Zealand være endnu smukkere
8. Nordlyset (eller "bare" det nordligste af Norge, Sverige og Finland) - Nordlyset skulle være én af de helt store oplevelser, og samtidig kan en storslået natur nydes i fulde drag
9. Amalfi-kysten - jeg var der for en del år siden i forbindelse med nogle gode venners bryllup. Det smukkeste sted, jeg nogensinde har oplevet. Bjerge, smukke byer, lange strande, citronlunde og en meget afslappet atmosfære
10. Toscana - skulle have meget af det samme, som Amalfi-kysten, og hver gang, jeg ser film eller billeder derfra, drømmer jeg mig derhen

Ja, en top 10 er en top 10, men andre rejsemål kunne også være Budapest, safaritur i Afrika, Portugal, Sydengland, Skotland, Normandiet, Wien, Istanbul og Alsace. Og i princippet kunne listen fortsætte og fortsætte....

Drømmene kan ingen tage fra én, og kun tiden må vise, hvilke steder, der bliver sat hak ved.

Dawn to Dusk

Danske Ghost Brewing bliver ofte omtalt i meget positive vendinger af mangt en ølblogger og andet godtfolk. Selv kender jeg ikke specielt meget til bryggeriet, men stiftede for nogle uger siden bekendtskab med et par af deres India Pale Ales. Og forleden smagte jeg endnu én af disse fra bryggeriet, Dawn to Dusk.

Der er tale om en Double IPA på 9,1%,og af de tre IPA, jeg nu har smagt fra bryggeriet, er dette klart den bedste - og det siger ikke så lidt!

Øllen er meget velafbalanceret, hvor sødmen og bitterheden supplerer hinanden ganske fint, og den humlede eftersmag hænger længe ved - på den gode måde!

Blandt smagsnoterne er både citrus og tropiske frugter at finde.

Trods IPA'ens karakteristiske bitterhed og den høje alkoholprocent, er den forholdsvis letdrikkelig, hvilket i denne sammenhæng skal ses som noget positivt.

Alt i alt en meget fin øl, og jeg skal stensikkert udforske Ghost Brewing noget mere.

Øllen blev købt hos Maltbazaren i Rødovre.

Skål!

Nyt fra Ulige Numre

I 2011 bragede Ulige Numre ind på den danske musikscene, og det især med den svært ørehængende København. To år efter albumdebuterede bandet, og den fulgte de så op i april, med albummet Grand Prix.

Det har jeg nu fået lyttet til en del gange, og ligesom på forgængeren fanger de mig kun momentvis.

Musikken er fortsat klassisk rock, hvor der flere steder trækkes på inspiration fra både C. V. Jørgensen og Nikolaj Nørlund, og der hersker ingen tvivl om, at bandets forsanger, Carl Emil Petersen, er en eminent sangskriver og tekstforfatter.

Men det bliver til tider for fersk og ensformigt, og kun i glimtvis rammer bandet de mere melodiøse øjeblikke. Personligt er jeg mest begejstret for Planter, Victoria og Før jeg mødte dig. Her rammes noget mere nerve.

Når det så er skrevet, skal der ikke herske nogen tvivl om, at bandet rummer et stort potentiale og er et forfriskende bekendtskab.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet: