2016 fortsætter med at imponere. Også plademæssigt, hvor gode albums vælter frem i en lind strøm. Det gør det svært at følge med - når man, som jeg, gerne vil nå det hele. Og gerne vil komme i bund på de albums, der rammer mig. Og den seneste tid, har fire albums ramt mig meget.
Trentemøller kender jeg primært fra koncerter med Mikael Simpson og så radioen. Men i den uge, der nu rinder ud, lagde jeg vejen forbi hans spritnye album, Fixion. Interessen var fanget via P6 Beat, hvor Redefine, med Marie Fisker på vokal, bliver spillet flittigt. Og det gør albummet så også nu hos mig, for der er tale om en fin samling sange. Sange, der læner sig op af The Cure anno tiden omkring Pornography, med tunge synths, trommer og bas. Stemningen er også lige så kuldslået og melankolsk. Niveauet svinger dog lidt, og albummet bliver undervejs lidt for ensformigt. Alligevel er det et spændende bekendtskab, og skulle Trentemøller ramme et "spillested i nærheden", kunne jeg godt overveje at give ham en chance, livemæssigt.
Baby Woodrose kender jeg også kun sporadisk, og primært via heftig omtale fra mine Facebook-venner, Martin og Jens. Og så igen P6 Beat, der ofte spiller Open Doors. Et nummer, der også er det mest lettilgængelige på albummet Freedom. Psykedelisk garagerock kalder Gaffa musikken, og det er da tydeligt, at Baby Woodrose trækker på inspiration fra 60-70'ernes syrerock-bands, og med guitaren skruet godt op. Det er ikke alle sangene, der rammer mig, men interessen er vakt, og også her kunne det være interessant at opleve dem i livesammenhæng.
Blue Foundation har aldrig ramt mig 100%. Ikke fordi, at de er dårlige eller kedelige, men er nok bare druknet i meget andet godt. Jeg ved ikke om Blood Moon ændrer på dette. Muligvis, for der er tale om et satans godt album. Drømme-/elektropop fra den øverste skuffe, med sfæriske sange og vokaler. Det giver en albummet en blå undertone, og flere af sangene hiver gåsehuden frem. Som Dreams Of Fire og Lost Girl (hvor Jonas Bjerre fra Mew medvirker).
Endelig er der Nick Cave & The Bad Seeds. Et band, der har fulgt mig siden slutningen af firserne. De er så aktuelle med albummet Skeleton Tree, der er indspillet i skyggerne fra Caves tragiske tab af sin 15-årige søn. Det er sorgbearbejdelse for åben mikrofon, og et album, der river og flår i tab, afsavn og sorg. Det bliver næsten FOR privat, men samtidig er det et meget smukt album, hvor Cave næsten lyder mere mørk og nærværende end nogensinde. Musikken er nedbarberet, og det er netop i den tone, jeg begejstres mest over Cave. Jeg ville morderligt gerne opleve albummet i livesammenhæng, men her vælger Cave ofte den larmende og skramlede vej - desværre. Skeleton Tree er bandets bedste album siden hovedværket, The Boatman's Call.
Jeg runder af med de vanlige smagsprøver:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar