torsdag den 4. august 2016

Tre fra en - Tyskland

18.-21. august er datoerne for den årlige studietur med Ølklubben, og i år er destinationen Hamburg. En by, jeg primært har besøgt i forbindelse med byens marathonløb eller fodboldture. 

Men denne gang bliver der hverken tale om marathon eller fodbold, men slet og ret at turiste den.

Tyskland er ét af de steder, jeg holder meget af at besøge. Jeg er tiltrukket af landets historie, dets kultur, de hyggelige byer og den stemning, der er i dem, og ikke mindst befolkningens væremåde, der som oftest er meget indbydende. Læg dertil, at jeg også sætter stor pris på det tyske køkken!

I mange af byerne er der ikke så meget at se, da de blev sønderbombet under 2. verdenskrig, men der er ofte noget Altstadt tilbage. Og så har enhver by med respekt for sig selv et torvemarked, hvor alskens herligheder kan købes.

Tyskland byder også på en spændende musikscene, om end jeg ikke har lyttet så meget til den de seneste mange år, men da musikinteressen for alvor tog fat i mig i begyndelsen af firserne, var tyske bands, musikblade og musikprogrammer stærkt medvirkende til at sætte retningen for den. Med Nena som den lysende fyrtårn.

Jeg runder derfor af med tre tyske sange, jeg har lyttet meget til - to af dem har en del år på bagen, og som hiver mange minder frem. Også fra ture til det tyske. Nok snak!





Ingen kommentarer: