fredag den 15. april 2016

Dagbog fra Rom #1

Fredag den 8. april satte jeg kursen mod Rom. Oprindeligt var målet for turen Rom Marathon, men en skade satte mig ud af dét spil. Men jeg valgte at tage af sted alligevel - hotellet og flybilletter var jo blevet bestilt!

Og det blev en helt fantastisk oplevelse. En oplevelse, jeg over de næste par blog-indlæg vil se tilbage på. Både såfremt eventuelle læsere af bloggen gerne vil læse om mine oplevelser, men også for selv at holde lidt fast i oplevelserne.

Det sker i "dagbogsform", hvor jeg skriver lidt om, hvad jeg oplevede den enkelte dag. Jeg fik også oplevet nogle gode ølsteder, men dem skrives der om i et særskilt indlæg.

Forinden afrejsen havde jeg researchet og planlagt meget lidt, så det blev den mest uforberedte ferie nogensinde. Og i stedet på spontanitetens betingelser. Det viste sig at gøre mig godt - lade dagene rulle og lade det næste gadehjørne bestemme, hvor jeg nu skulle hen. Bevares, jeg havde da nogle ideer - både fra da jeg besøgte byen i 2002 og fra diverse rejsetips fra gode venner.

Fredag
SAS lettede 11.30 og kl. 16.00 tjekkede jeg ind på Hotel Palladium, der ligger få minutter fra Termini, der er byens hovedbanegård. Et hyggeligt og familiært hotel, og i et nabolag med gadesælgere og ivrige tjenere. Efter, at jeg havde tjekket ind og orienteret mig i det meget lille værelse, snuppede jeg en tur rundt i det nærmeste nabolag. Den ledte mig blandt andet til den hyggelige park, Giardino Nicola Calipari. Her var roser og frugttræer i blomst, et fantastisk fugleliv og romere, der nød vejret med kolde øl.

Du har ikke været et sted før,
at du har taget en selfie dér,
så hak ved Trevi-fontænen!
Lørdag 
En dag på benene og vejrets betingelser, og bare gå rundt og opleve og mærke byen. Men da centrum ikke er særlig stor og byen let at komme og finde rundt i, kom jeg også forbi mange af byens seværdigheder. Der blev smidt en mønt i Trevi-fontænen, jeg kom forbi Den Spanske Trappe (der var lukket grundet restaurering), de dyre designer-butikker, Pantheon, der blev drukket kaffe på Piazza Navona og knipset en masse billeder ved Vittoria Emanuele.

Søndag
En dag i marathonløbets tegn. Når jeg nu ikke selv kunne deltage, kunne jeg i stedet heppe løberne rundt, hvor der især blev råbt på de danske løbere. Det var helt fint at opleve løbet fra sidelinjen. Se løbernes udtryk og løbestil, juble og heppe på dem og bare mærke stemningen. Jeg stod primært ved 39 km.-mærket - på den smukke Piazza del Popolo. I nærheden ligger Villa Borghese også, hvor der er den skønneste og mest romantiske park. Her nød jeg freden, stilheden og eftertænksomheden.


Nogle hæsblæsende dage, men jeg var ikke færdig endnu. Slutspurten skriver jeg om i næste blog-indlæg.

Ingen kommentarer: