Nærmest vanen tro kaster diverse årslister nye musikopdagelser og -oplevelser af sig, og over de seneste uger har jeg samlet op på nogle af de navne, jeg primært har noteret fra årslisterne fra musik-sites som Pitchfork, Gaffa og Drowned in sound, samt Jens Unmacks fine blog.
Den øvelse plejer at kaste nogle skæverter af sig, hvor jeg tænker "hvorfor landede lige den udgivelse så højt på listen", men det har ikke været tilfældet denne gang. Faktisk ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lidt tidligere var faldet over dem, men bedre sent end aldrig!
Jeg lægger ud med Alvvays, der i sommer udsendte deres selvbetitlede debutalbum. Og havde jeg nået til det i løbet af 2014, var det ganske givet landet på min liste over årets bedste albums. Musikken er solskinspop fra tresserne, og med inspiration fra især Phil Spector. I forgrunden afleverer Molly Rankin bandets melankolske sange med stor overbevisning, og bliver bakket op af nogle meget fine og fængende melodier.
En oplagt kandidat på min årsliste havde også været Singles, der er Future Islands' fjerde studioalbum, men jeg er først stødt på dem nu. Firser-synth og soul i skøn forening, og resultatet er et af de bedste popalbums, jeg har hørt meget længe. Et meget alsidigt album, og med en forsanger, Samuel Herring, hvis stemme emmer af dybde og karakter.
Begejstret er jeg også fra Champs, der ligeledes albumdebuterede sidste år med Down like gold. Det er storladent pop, og med store træk på Arcade Fire. Og over albummets 10 skæringer formår de at variere udtrykket så meget, at du sidder tilbage med indtrykket af et meget homogent og svært ørehængende album.
Det var de tre mest markante opdagelser fra diverse årslister, men også They want my soul med Spoon og det selvbetitlede album med St. Vincent er blevet lyttet med begejstring.
Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert af de tre ovennævnte albums:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar