Min fars yndlingsbryggeri var det Helsingør-baserede Wiibroe. Ikke fordi, at han var specielt ølinteresseret, bortset fra selve konsumeringen, men han boede mange år i Nordsjælland, og så støtter man jo det lokale bryggeri. Så når vi var i sommerhus i Dronningmølle eller ude at spise i eksempelvis Helsingør, blev der bestilt/købt en Wiibroe til maden.
Bryggriet eksisterer fortsat, men nu som en del af Carlsberg-gruppen. Og i sortimentet har de blandt andet Wiibroe Porter. En imperial stout på 8,2%. Den fås også på de midtsjællandske kanter, hvor Rema 1000 ofte har den til 10.- flasken, hvilket virkelig er værdi for pengene.
Trods de mange procenter, er den forholdsvis let, men fortsat med en kraftig smag af karamel, chokolade og lakrids, og med brændte undertoner. Det gør den til en "no nonsense"-porter, og er ifølge mine mere eller mindre tvivlsomme smagsløg én af de bedste portere, der brygges herhjemme.
Personligt foretrækker jeg den som nydeøl, men er også sikker på, at den vil gøre sig godt til chokoladekage eller isdessert.
Skål!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar