Øllogen på ølfestival |
Ølfestivalen holder til på den imponerende Grand'Place i hjertet af Bruxelles. Lige midt på pladsen var der opstillet 36 telte, hvor udelukkende belgiske bryggerier og distributører skænkede ud af de liflige dråber.
Konceptet for festivalen er, at du lægger 3 euro i pant for dit glas og så køber x-antal poletter, der koster 1 euro stykket. Med dem betaler du så for den øl, du gerne vil smage - typisk 2-3 stykker. Øllet skænkes i bryggeriets eget glas, men modsat de tidligere gange, hvor vi typisk fik 25-30 cl., var glassene skrumpet, så du "kun" fik 15-20 cl. Det gjorde nu ikke så meget, for der var rigeligt til at nyde øllen i fulde drag og du kunne nyde nogle flere uden at ryge helt i hegnet!
En andet, nyt tiltag var så, at du skulle aflevere dit glas tilbage til den stand, hvor du havde købt øllen. Det er måske meget smart, set med festivalens øjne, men gav nogle enorme logistiske problemer ved standene, hvor køerne hobede sig op. En praktisk løsning på det problem, ville være, at du fik dit eget smageglas.
Selve standene var et imponerende opbud af det bedste, Belgien kan byde på, ølmæssigt. Store og små bryggerier, stort set alle øltyper, imødekommende personale og et imponerende udvalg. Der var selvfølgelig mange af de "belgiere", du også kan få herhjemme, men langt størsteparten havde jeg ikke set før, ligesom mere kendte bryggerier som Duvel, Het Anker og St-Feullien havde taget nogle sjældenheder mere - i hvert fald på de danske kanter. Hos sidstnævnte fik jeg blandt andet en amerikansk inspireret IPA, der ikke fås i almindelig handel. Og så er det ikke mange steder, hvor du kan få en Westvleteren på fad, men det kunne du her! I dette tilfælde deres Blond - også kaldet 6'eren.
Selfie - med en kriek i glasset |
Selve ølfestivalen var også et stort tilløbsstykke, hvor det især om lørdagen - vi var der lørdag og søndag - var umuligt at komme frem. Publikum er naturligvis belgiere, men også rigtigt mange udlændinge vælger at lægge vejen forbi - især asiater og amerikanere, ligesom vi undervejs mødte flere andre danskere.
Alt i alt var ølfestivalen en meget stor oplevelse, og enhver ølentusiast bør unde sig den oplevelse - bare én gang i livet. Selv er vi muligvis tilbage i 2019, hvor Øllogen fylder 15 år.
Skål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar