Albummet er nu på gaden, og de høje forventninger, Roskilde-koncerten gav, bliver mere end indfriet, for efter to sløje albums, er bandet tilbage ved det niveau, der kendetegnede deres to første albums. Dog uden helt at ramme det niveau, men mindre kan også gøre det.
Musikalsk trækkes der fortsat på stor inspiration fra firserne, og især Joy Division, men Interpol har efterhånden skabt sin helt egen lyd og blevet inspirationskilde for mange andre bands. Lyden er storladen, med tunge guitarer og trommer, mens Paul Banks synger fra hjertets mørkeste afkrog om tab, savn og længsel.
Kendere af bandet vil derfor vide, at der ikke er noget nyt under solen - og tak for det! Bandets udfordring er dog, at deres skabelon er rimelig smal, og der kan derfor gå noget repetition i den. Og den manglende kreativitet gør måske også, at jeg som lytter straks sammenligner albummet med deres tidligere værker.
Men det skal ikke ligge det til last, for der er ingen svage punkter på El Pintor, hvor alle 10 skæringer holder et meget højt niveau. Blandt mine favoritter er All the rage back home, Anywhere og My blue supreme. Albummets clou er dog bonusnummeret, The Depths, der fås i iTunes-udgaven. Ufatteligt, at det ikke kom med i originaludgaven.
Hvorom alting er, har vi her tale om et album fra øverste hylde og som tegner lovende for deres koncert 2. februar i Vega, hvor jeg vil være at finde blandt publikum.
Jeg runder af med to smagsprøver fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar