Soldaterhistorier fra Skive...

I denne uge blussede diskussionen om værnepligt op igen, hvor der samtidig også blev drøftet mulige kasernelukninger. Og det i forbindelse med forhandlinger om det fremtidige Forsvar. Der er nok meget, der taler for at droppe værnepligten og lukke kaserner og nok også meget, der taler imod. Den diskussion må overlades til fagfolk og politikerne - det er ikke nødvendigvis to sider af samme sag.....

Men diskussionen gav mig anledning til at tænke tilbage på min egen tid som værnepligtig, som løb fra 7. juli 1988 til 14. april 1989 og ved Nørrejyske Artilleriregiment i Skive.

Jeg var ellers af den overbevisning, at jeg ved den session, jeg var på i 1987, havde trukket frinummer - 11617 - og det var jeg ganske tilfreds med, for militæret endsige en militærkarriere trak ikke meget i mig. Om end jeg havde - og fortsat har - stor respekt for vores soldater og militæret generelt.

Men i begyndelsen af 1988 får jeg brev om, at jeg er indkaldt til Nørrejyske Artilleriregiment og fra altså den kommende sommer. På det tidspunkt var jeg indstillet på, at jeg skulle være revisorelev eller påbegynde et studium efter HH. Og udsigten til at skulle heeeelt til Skive løftede ikke ligefrem humøret. Faktisk panikkede jeg en smule. Jeg tror, at brevet kommer en fredag eller i en ferie, for da jeg nogle dage efter finder ud af, at to andre fra min HH-klasse, Jesper og Peter, også er blevet indkaldt til selvsamme sted, falder jeg lidt mere til ro og vælger det at give det en chance....

Apropos 11617, var jeg ved sessionen blevet stillet i udsigt, at jeg nok ikke blev indkaldt, men da Forsvaret beslutter at teste en ny uddannelsesform for soldater, nemlig integreret uddannelse, bliver der ved Skive kaserne ekstra stort indtag, da chefen for 33. Artilleriregiment er initiativtageren.



Santitetsdelingen

Nå, men så en søndag i begyndelsen af juli, mødes jeg med Peter og Jesper, for at snuppe lyntoget - Sølvpilen! - mod Skive. Og de næste 14 dage står fortsat hen i en tåge - nye mennesker, nye rutiner, meget nyt der skulle læres og mange, mange nye indtryk. Jesper og jeg lander i samme deling, hvor vi skal forsøge at tage løjtnant Vilsbøll og sergent Kokborg alvorligt! Jesper og jeg følger i øvrigt også hinanden efter rekruttiden, hvor vi begge kommer i Sanitetsdelingen. Jeg bor på stue sammen med Damgaard og Vejen. Der var også én mere, hvis navn, jeg ikke længere husker, men han blev hjemsendt efter et par uger. Efter rekruttiden er værelseskammeraterne Søndergaard og Svendsen. Ja, i vi var - naturligvis - på efternavn med hinanden.

Og i løbet af de næste måneder bliver rutinen mere eller mindre tidligt op, gøre stuen rent, stå klar til stueeftersyn, Morgenappel, træning/uddannelse af enhver slags, aftener i Kuf'en eller på stuen, torsdagsbyture, hjem fredag eftermiddag og af sted igen søndag eftermiddag.

Jeg vil ikke tegne et lyserødt billede af min soldatertid, for mange af de ting, vi blev udsatte for og skulle gøre, var til tider ganske idiotiske og tåbelige. Jeg skulle eksempelvis løbe 3 km. med hænderne i lommen, fordi løjtnant Hovej havde set mig stå med hænderne i lommen.

Men det, der har hængt fast i erindringen, er de gode oplevelser, de gode sider af/fra soldatertiden. Eksempelvis

• En skærpet disciplin. Din stue skal være ren og dit tøj skal være rent. Og du skal sørge for at være klar på et bestemt tidspunkt og at det er vigtigt at gøre tingene som aftalt, for andre er afhængige af dig
• Samarbejde. Vi arbejder sammen om tingene og alle har en rolle og er afhængige af hinanden. Og du må lære at samarbejde - også med dem, du ikke kan samarbejde med
• Socialiseringsperspektitvet. For mit eget vedkommende, lignede dem, jeg rendte sammen med hjemme i Ringsted meget mig selv, men i Skive mødte jeg høj som lav. Stenrige nordsjællændere, alkoholikere og kriminelle. Og når du går og ned af hinanden 24 timer i døgnet, bliver murene revet ned og du lærer hinanden at kende. I uniformen er vi alle ens. Og på mange måder gjorde soldatertiden mig godt, hvor jeg udviklede mig meget - vist til det bedre....
• Og så spændende og lærerige oplevelser som to ugers NATO-øvelse i Vesttyskland, 5 ugers sygeplejekursus, øvelser i Borris, Oksbøl og Nordvestjylland, hvor jeg ikke fattede et kvæk af, hvad lokalbefolkningen sagde, parade for Dronning Margrethe den anden af Danmark og så videre
• Sidst, men ikke mindst - et rigtigt godt kammeratskab, hvilket jo ikke er givet, når folk bliver sat tilfældigt sammen. Desværre mistede vi hurtigt kontakten, men det var jo også før Facebook!

På NATO-øvelse - det er
mig yderst til højre :)

Mange af læringselementerne fra værnepligten og soldatertiden, kan nok også erhverves på anden vis, men selvom jeg hadede at ligge på en nordjysk hede i januar, grave huller hvorend vi var og slet og ret blot ønskede, at hele Jylland blev gjort byggemodent, vil jeg ikke have været de 9 måneder foruden. Og om 30 år vil det fortsat være noget, jeg vil snakke om - hvis nogen gider at høre på mig.....

Når det er skrevet, jublede jeg også, da Sloth-Nielsen 14. april råbte "til frihed, træd af". Men minderne lever fortsat videre.