Onsdag afgøres det danske mesterskab i fodbold, hvor matchbolden ligger hos FC Nordsjælland. De fører med 2 point ned til FCK, der ellers for 4 runder siden førte med 6 point. Og FCK har dermed spillet et mesterskab og Champions League-gruppespil direkte i hænderne på nordsjællanderne - der ret beset skal have stor kredit for at fastholde deres koncept gennem flere år i forhold til såvel spillestil som talentudvikling!
FCK's sportsdirektør skråstreg cheftræner, Carsten Vagn Jensen (CV), har klogeligt meldt ud, at enhver evaluering af sæsonen sker efter onsdag. Vel sagtens også for at undgå unødig uro i truppen.
Men som den mandagstræner, jeg er, giver jeg her "hans" evaluering:
Trænersituationen: For allerede 1½ år siden, hvis ikke mere, stod det klart, at succestræneren, Ståle Solbakken, ville videre, og efter et ganske givet nøje forarbejde og en vis "transfersum", blev Roland Nilsson hentet i Malmö FF. Men åbenbart var forarbejdet ikke godt nok, for 6 måneder efter, blev Nilsson i vinters sat fra bestillingen. Det er så den slags ting, der sker. Den egentlige katastrofe er, at FCK og dermed også sportsdirektøren beslutter, at slå cheftrænerstillingen sammen med stillingen som sportsdirektør, og dermed får CV to hatte. En beslutning, mange eksperter kritiserede og noget tyder på, at de fik ret! Og som hans assistent forfremmes Johan Lange. Dermed har FCK siddende på bænken en cheftræner uden cheftrænererfaring og en forholdsvis uprøvet assistent. Om den beslutning byggede på overvurdering af egne evner eller arrogance, må stå hen i det uvisse....
Og det leder hen til det næste....
Spillerudskiftningen: Sidste sommer var der gang i svingdøren, hvor størsteparten af grundstammen på holdet forsvandt. Det var en kendt sag, at Pospech, Wendt og Antonssen ville væk, og lige så kendt var det, at Grønkjær ganske givet ville stoppe sin karriere. Men set udefra fejlede klubben ved ikke at lave en glidende overgang og langsomt få spillet nye ind på holdet. Dertil kommer salget af William Kvist, der om nogen var den afgørende brik i sidste sæsons mesterskab. Ved andre spillere har klubben brugt finten med at lade spillere blive til kontraktudløb - det gjorde man ikke ved Kvist's tilfælde og efterlod et hold uden leder!
Og det leder hen til det næste....
Spillerindkøb: Spillere ud, betyder også spillere ind. Så i sommers ankom blandt andet Pape Diouf og Christian Grindheim. 1 år efter må de to betegnes, som nogle af de dårligste køb i klubbens historie, men de kan naturligvis fortsat nå at blomstre op......! Sidenhen er fulgt Mos og Stadsgaard, og de mangler også fortsat at bevise deres værd. Endelig blev Lars Jacobsen hentet tilbage til klubben. Uden, at det har betydet det store - han har tilført kvalitet på højre back-pladsen, men det eneste, han har tilført holdet er en arrogant attitude overfor med- og modspillere. Igen set udefra!
Og det leder så hen til det sidste....
Det, som vi ikke ser: Et er, hvad vi oplever fra lægterne, noget andet er det, der foregår på træningsbanen. Og det er muligt, at spillere som Claudemir, Santin, N'Doye med flere samt de tidligere omtalte nyindkøb, viser engagement, gejst, vilje, bold- og pasningssikkerhed og målfarlighed på træningsbanerne på Peter Bangsvej. Men de ting glimrer så ved deres fravær i kampene - og især i foråret! Holdet er blottet for vilje og en leder, der trækker holdet op ved hårrødderne. Om det er mæthed, arrogance eller slet og ret manglende evner må stå hen i det uvisse.....
Nå, men det er fortsat muligt, at miraklet sker og FCN kvajer sig mod Horsens (der fortsat har noget at spille for) og at FCK chokerer den danske fodboldverden og rent faktisk spiller fodbold og vinder over Silkeborg, og dermed henter mesterskabet hjem.
Men uanset hvad, håber jeg, at CV og resten af ledelsen laver en benhård evaluering af det seneste år i FCK - i forhold til spillertruppen OG den sportslige ledelse. Og i samme moment kunne de skele til, hvad mesterskabsfavoritterne fra FCN gør og har gjort de senere år - også i forhold til spillerudvikling, trænerstab med videre.
Anyhoo, success is temporary, loyalty is forever. FORZA FCK!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar