2013 er og bliver en meget stor musikårgang, hvor fine albums udkommer i en lind strøm. Den seneste måneds tid har ikke været nogen undtagelse!
I begyndelsen af maj smed engelske Still Corners deres andet album på gaden, Strange Pleasures. Jeg kendte ikke bandet, men da musiksitet Pitchfork i sin anmeldelse nævnte referencer som Beach House, var min nysgerrighed vakt. Og referencen holder stik, for Still Corners ligger i den boldgade, der rummer den drømmende og dragende pop, med smukke lydflader og skønsang fra Tessa Murray. De er ikke på niveau med Beach House, men mindre kan også gøre det. Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse.
En måned efter Still Corners' nye album, brød skotske Camera Obscura fire års tavshed og udsendte albummet Desire Lines. Her er intet nyt, godt nyt, for de fortsætter med at trække på inspirationen fra tresser-poppen og lyder fortsat som en kvindelig pendant til Belle & Sebastian - på den gode måde. De forstår dog at variere formlen, og det kommer der et varieret og meget fint album ud af. Et rigtigt sommeralbum. Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse.
Og midt i mellem Still Corners' og Camera Obscuras seneste albums udkom The Nationals nye album, Trouble will find me. Et af de albums, hvor de første lytninger efterlader én noget lunken, men som samtidig vokser for hver lytning, for endelig at folde sig ud som et mesterværk. Albummet skal løfte arven fra det mesterlige High Violet - og det gør det! Dog uden helt at ramme samme vanvittige høje niveau. Igen er intet nyt, godt nyt, for de fortsætter formlen fra deres seneste albums. Et album uden svage punkter. Matt Berninger sangforedrag er fortsat mumlende, dragende og tilstedeværende, mens bandet afleverer musikken til perfektion. Skabelonen varieres på fineste vis over albummets 13 skæringer og "sidder lige i skabet" er især i denne henseende en meget rammende betegnelse. Alt i alt et endog meget godt bud på årets bedste album. Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse.
Af øvrige albums, jeg p.t. lytter en del til kan nævnes The Savages og Stornoway, der begge er ganske fine, men uden at ramme niveauet fra de tre ovennævnte. Og samtidig ser jeg med store forventninger frem til de kommende albums med Sigur Ros, White Lies, Placebo og De efterladte. Det kommende album med Editors har jeg derimod ikke de store forventninger til. Deres nye single er i hvert fald, mildt sagt, elendig, hvor de har taget
alt det dårlige fra U2 og Echo & the Bunnymen. Så var de bedre, da de tog
det bedste fra Joy Division og New Order!
Lad mig runde af med et par eksempler fra de tre førstnævnte albums:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar